For 21. gang afholdes der European Company Sport Games. Denne gang er det belgiske Gent, der lægger by til, og det sker i varmegrader over de 30.

I løbet af dagen er større og mindre grupper af sportsfolk dukket op i bybilledet i Gent. Onsdag aften blev den europæiske idrætsfestival erklæret for åben, og torsdag begynder de sportslige aktiviteter i 23 idrætsgrene. Der deltager flere end 5.500 medarbejdere fra europæiske arbejdspladser i de festlige dage.

Danmarks 183 deltagere var på plads til aftenens festlige åbning. Nogle var taget afsted fra Danmark allerede søndag, mens andre først sidst onsdag eftermiddag kunne pakke deres røde t-shirts med Denmark skrevet på ryggen ud på hotelværelset.

Lotte Thorsen fra IBBH var valgt som den danske fanebærer. Èn efter én blev landene præsenteret på den store scene, og til slut stod alle deltagerlandes flag på en række og dannede en flot baggrund for resten af åbningsseancen.

Torsdag og fredag bliver der gået til den på grønsværen, trægulve, i vandet, på greenen og i sandet. Det sker i en varme, der er ud over det sædvanlige efter belgisk standard. Vand kan blive en mangelvare, og det har myndighederne forberedt sig på ved bl.a. at forbyde bilvask og opfyldning af swimming pools.

Idrætsfestivalen i Gent løber frem til søndag den 25. juni, hvor belgierne atter får deres by tilbage. Der er i mellemtiden budt op til sport og socialt samvær.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent