To af de tre pengepræmier i Tæl Skridt endte i Jylland. Børnehuset Udsigten fra Haderslev vandt hovedpræmien på 25.000 kr., Unibolt i Vejle vandt 5.000 kr., mens Mad til hver Dag fra Hillerød klemte sig ind imellem og modtog andenpræmien på 10.000 kr.

Der er gået rigtig mange skridt i årets første Tæl Skridt-kampagne, som Dansk Firmaidræt står bag. Over hele landet gik 1.745 hold med i alt knap 14.000 personer stier, veje og stræder tynde. Så der var mange holdnavne i posen, da de tre heldige vindere af pengepræmierne skulle findes ved lodtrækning.

Førstepræmien på 25.000 kr. fandt vej til Haderslev, hvor 14 glade pædagoger fra Børnehuset Udsigten blev godt og grundigt overrasket, da kampagneleder Stine Dragsbæk fra Dansk Firmaidræt torsdag middag bankede på døren midt i en personalesamling for at overrække en check på 25.000 kroner.

"Wauw. Er det rigtigt? Det har vi virkelig drømt om. Vi har talt så meget om, hvad vi skulle bruge pengene til", udbrød en glad holdkaptajn, Mette Jørgensen, og delte krammere ud til sine holdkammerater fra Team Udsigten. Hurtigt blev de enige om, at præmien skal bruges på en fælles oplevelse for hele holdet.

"Vi er ikke kun blevet rigere på skridt og kontanter. Kampagnen har været kanon for vores sammenhold. Alle ansatte har været med, og vi har motiveret hinanden og bakket hinanden op. Samtidig er det fedt, at alle kan være med - uanset om du er ung, aktiv fodboldspiller eller 56 år og bare elsker at danse rundt i køkkenet."

Fra Haderslev til Nice
De 14 holdkammerater fra Haderslev har i de 14 dage, kampagnen strækker sig over, gået i alt 2.516.640 skridt. Det svarer til, at de samlet har gået fra Haderslev til franske Nice.

"Det er skønt at være med. Jeg har fundet ud af, at det er dejligt at gå en tur hver dag. Og det har givet mig så meget ekstra energi og overskud at komme ud hver dag", fortæller Anita Willmann, der i løbet af en arbejdsdag får gået ca. 5.000 skridt. Derfor er traveskoene blevet snøret om aftenen for at få de sidste 5.000 skridt på kontoen - uanset vejr eller vind.

Haderslev er i en liga for sig
Haderslev Kommune går i Tæl Skridt-regi bogstaveligt forrest. Både i 2017 og 2018 har Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i kommunen, som et tiltag i det forebyggende sundhedsarbejde, prioriteret at betale deltagelsesgebyret for alle ansatte og borgere i kommunen, der ønsker at deltage i Tæl Skridt. Det tilbud har 519 deltagere valgt at benytte sig af i denne kampagne.

Andenpræmien gik til Tar-de-letterne fra Mad til hver Dag i Hillerød, der mønstrede 15 deltagere. De kan nu glæde sig over en check på 10.000 kroner. Fra Vejle deltog Team Unibolt - ADM hvor seks heldige holddeltagere vandt den tredje lodtrækningspræmie på 5.000 kroner.

Det er årets første omgang af Tæl Skridt-kampagnen. I alt er der fire runder i løbet af året. Der bliver atter talt skridt fra den 23. april og to uger frem, hvor der igen er kontante præmier på højkant til tre heldige hold.

Maria Arndal
Maria Arndal
Projektleder og kommunikationskonsulent
Stine Dragsbæk
Stine Dragsbæk
Udviklingskonsulent

Tæl Skridt 1

  • Der blev talt skridt i uge 4 og 5 (22. januar - 4. februar).
  • Deltagere: 13.775 personer på 1.745 hold fra hele landet.
  • I 2017 deltog i alt 64.006 i Tæl Skridt.


Om Tæl Skridt

  • Tæl Skridt sætter gang i Danmark hele året. Vi tæller skridt fire gange á to uger.
    Tæl Skridt 2 ligger i uge 17 og 18 (23. april - 6. maj)
  • Deltagerne skal forsøge at gå 10.000 skridt dagligt i kampagneperioden. Det er kampagnens grundbudskab og kernen i kampagnen. Kampagnekravet går dog på holdets gennemsnit. Her skal holdet sørge for at være over 10.000 skridt i 8 ud af kampagnens 14 dage.
  • Alle hold, der opfylder kampagnekravet, er med i lodtrækningen om tre præmier på 25.000, 10.000 og 5.000 kr.
  • Se mere om kampagnen på www.taelskridt.dk.