Esporten får stor opbakning fra Dansk Firmaidræt, der vil være med til at skabe rammerne for den hurtigt voksende sportsgren. Sammen med blandt andre eSport Danmark lancerer firmaidrætten en instruktøruddannelse, der højner undervisningsniveauet inden for eSport.

De seneste år har eSport vokset sig større og større. Flere kommercielle partnere og særligt fodboldklubber satser nu benhårdt på eSport. Senest har Parken Sport & Entertainment investeret et tocifret millionbeløb i sporten. Dansk Firmaidræt ser også et stort potentiale i eSporten, hvor vi ønsker at styrke rammerne for bredden, så udviklingen af eSport ikke kun er styret af kommercielle kræfter.

Som den eneste idrætsorganisation bakker Dansk Firmaidræt op om eSport og opfordrer flere idræts- og kulturorganisationer til at tage et medansvar for at skabe de bedste rammer for bredden og nye spillere på markedet.

”I kraft med den rivende udvikling, som ses i eSporten, er det afgørende, at der bliver skabt en struktur, som skal sikre de rette kompetencer omkring sporten,” siger Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidræt.

Derfor samarbejder Dansk Firmaidræt med eSport Danmark om en ny eSport-instruktøruddannelse, som skal højne kvaliteten af undervisningen i eSport. Målet med uddannelsen er at skabe et fundament for undervisningsniveauet, som skal gavne bredden i dansk eSport og senere danne rammerne om en eSportsliga.

En del af en balanceret hverdag

”Vi mangler en overordnet konkurrencestruktur for eSport, hvor sporten kan dyrkes og skabe fællesskaber på lige fod med andre foreningsbaserede sportsgrene, som vi kender det fra f.eks. fodbold og håndbold.” uddyber Peder Bisgaard.

Her skal samarbejdet mellem eSport Danmark og Dansk Firmaidræt være med til at hjælpe foreninger til at etablere de fysiske fællesskaber. De første instruktøruddannelser begynder til februar, hvor deltagerne skal igennem et pædagogisk og teoretisk forløb. Hos Dansk Firmaidræt er håbet, at også flere organisationer tager en seriøs tilgang til sporten.

”Det er vigtigere nu end nogensinde før, at fundamentet for foreningsbaseret eSport stimuleres. Vi skal sikre at fremtidens eSport bliver en del af en balanceret hverdag, hvor der er tid til skole, arbejde, venner og fritidsliv” pointerer Peder Bisgaard.