Tilmeldingen til Firmaidræt Open 2018 i Aarhus den 1.-3. juni er netop åbnet! Og det kommer til at summe af liv, når op i mod 1500 deltagere giver sig i kast med i alt 14 forskellige aktiviteter lige fra bowling og badminton, gokart og golf – samt dart og dans med Mads Vad fra Vild med dans på TV2.

Kolleger og venner fra hele landet mødes hvert år til Firmaidræt Open, hvor de med idræt i centrum nyder en aktiv og hyggelig weekend i fællesskabets tegn. Mange firmaer har tradition for at deltage, men alle over 15 år er inviteret med til de voksnes idrætsfest.

Firmaidræt Open er en traditionsrig idrætsfest, der afholdes for 8. gang i 2018. Her står arrangørerne – Århus Firma Sport og Dansk Firmaidræt– klar til at byde de mange idrætsglade deltagere velkomne:

”Aarhus har netop været kåret som Europæisk Kulturby – med masser af kultur og sport. Vi glæder os til at give jer endnu mere af samme skuffe.

Mange af aktiviteterne i 2018 kommer til at foregå i og omkring ÅFS Centret. Vi glæder os til at byde jer velkommen – og vi har allerede lagt en masse spændende planer.

Boldspillerne kan eksempelvis glæde sig til at give den gas på byens bedste boldbaner. Beachvolley-spillerne kan se frem til at spille på et lækkert beachstadion. Vi kører Gokart på Nordeuropas største indendørsbane – og så afholder vi Firmaidræt Open-premieren på Bike & Run Stafetten”, siger Carsten Pedersen, der er formand for Aarhus Firma Sport (ÅFS).

Aktiviteter om dagen – fest og fællesspisning om aftenen

Når deltagerne har været i gang hele dagen til en eller flere af de i alt 14 aktiviteter, er det tiltrængt med lækker mad, godt selskab – og god musik. Derfor inviterer holdet bag Firmaidræt Open traditionen tro til et brag af en aftenfest lørdag aften, som bliver holdt i ÅFS Centret. Her er der garanti for lækker mad, god musik fra både DJ og liveband – og gang i dansegulvet.

Dem, der er til mere hyggestemning og afdæmpet musik, kan i stedet tilmelde sig ”den hyggelige nabofest”, hvor de i nabolokalet får serveret den samme lækre mad, og hvor musikken og stemningen er mere afdæmpet.

Læs mere, og tilmeld dig på www.firmaidraetopen.dk

Rikke Mortensen
Rikke Mortensen
Kommunikationskonsulent

Deltag i:

• Badminton
• Beachvolley
• Bike & Run Stafetten
• Billard
• Bowling
• Dans med Mads Vad
• Dart
• Floorball
• Fodbold
• Gokart
• Golf
• Håndbold
• Petanque
• Skydning (Pistol (15 m) og Riffel (15 m))