Rigtige Mænd-projektet er fyldt halvandet år, og så er det tid til et eftersyn – også for fremtidens skyld.

Derfor var der 20. februar inviteret til seminar i Lab for Leg og Innovation på Syddansk Universitet. Formålet med dagen var, at finde frem til, hvordan man kan aktivere mænd til ”det gode liv” med stærke fællesskaber.

Dagen bød på oplæg med efterfølgende workshops for de inviterede. Det var en bred vifte af repræsentanter fra foreninger, forskningen, firmaidrætten og fjernsynet, der satte sig sammen for at kigge tilbage på det seneste halvandet år. Det blev påpeget, at det også i en evaluering er nødvendigt at kigge på dét, der ikke lykkedes undervejs i et projekt – for at tage ved lære af erfaringerne. Der blev derfor talt frit fra leveren og skrevet endnu mere ned, så den viden, der er i projektet, kan gøres nyttig.

Det digitale træningsfællesskab Rigtig Mænd Sjakket er pt. 4.010 rigtige mænd stort. Det fortalte cand.scient., René E. Hansen, der som sit speciale har tilrettelagt og givet Sjakket indhold, pointsystemer m.v. og derved opnået en stor indsigt i mændenes brug af træningsplatformen.

Projekt går ind i det sidste halve år

Lektor Lars Elbæk faciliterede dagen, og han begyndte med at give projektleder Dan Hansen fra Dansk Firmaidræt og projektkoordinator Marianne Albeck, MakeitBee, ordet, så alle kunne få en status på projektet lige nu. Dan Hansen kunne også kigge lidt fremad og fortælle mere om Rigtige Mænd Løbet den 5. juni 2018. Evalueringerne blandt mændene viste nemlig, at mænd ikke vil overraskes, når deres fysiske formåen er på spil.

Forskningsleder Svend Aage Madsen fra Forum for Mænds Sundhed fortalte, at mænd stadig halter bagud i forhold til kvinderne i forhold til sundhed. Og at de dør 4-5 år før kvinderne. Han efterlyste samtidig en kommunal, statslig og politisk opbakning til arbejdet med mænds sundhed.

Firmaidrættens foreninger fortalte om deres erfaringer med dels Rigtige Mænd Løbet i 2017 – som foregik i 17 byer - dels om Rigtige Mænd-hold, der bliver flere og flere af rundt om i landet. Foreningerne vil gerne Rigtige Mænd, og de tilbud, der kommer ud til mændene bliver modtaget godt og med højt humør.

Dagens input, læring og viden bliver nu samlet, mens projektet går ind i det sidste halve år. Rigtige Mænd-projektet, der er økonomisk støttet af Nordea-fonden afsluttes 30. juni 2018.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent