Spinning­instruktør Berit Kolding Wedel vil skabe en god oplevelse med musik, der giver energi og holder takten. En ting kan dog ødelægge det hele.

De første svedperler anes på panden. I forreste række denne mandagstime med spinning i Nyborg Familie & Firmaidræt har Lars Hansen og Jan Bender allerede fået trådt sig godt varme. og det er kun opvarmning.

Instruktør Berit Kolding Wedel har sat musik på og er selv gået i gang med at varme op til en up­tempo udgave af Gasolins ”Som et strejf af en dråbe”. Holdet er fyldt op, så de to herrer i forgrunden har valgt rigtigt ved at være der før tid.

”Musikken er for mig halvdelen af det hele. Det giver godt humør og rytme. Som afbræk kan jeg bruge videoskærmen, men jeg har altså ikke luft til at synge med”, siger Lars Hansen. Sidemanden på spinningcyklen til højre supplerer.

”Hvis musikken er god, så kan jeg mærke det. Det skal være musik med en ordentlig rytme. Jeg kan finde på at vælge hold efter musikken”, lyder det fra Jan Bender, der – som resten af deltagerne – nu retter opmærksomheden mod den lille scene, hvor Berit Kolding Wedel sidder på sin cykel.

Energi på timerne

Her minder hun om, at når hun spørger om noget ud i lokalet, så skal svaret altid være. ”Altid”, lyder det i hendes retning. Hun har været spinninginstruktør i fem år og har derfor hundredvis af playlister bag sig. Musikken bruger hun til at sætte energi på timerne og til at sætte takten til trådet.

”Jeg har et meget bredt musikudvalg. Jeg prøver at ramme alle i salen, så de bagefter har haft mindst ét nummer, som de kunne lide. Jeg kan godt se, når jeg har ramt ved siden af. Så er der himmelvendte øjne, og der bliver rystet på hovedet. Kan jeg se, at der er et nummer, som rammer rigtigt, så kan jeg godt finde på at øge belastningen”, fortæller Berit Kolding Wedel, der ofte får feedback efter en spinningtime.

Skal Berit Kolding Wedel lave et helt nyt program, tager det omkring to timer. Mens hun kan tilrette en times musik på 30 minutter. Hun har lært at mixe musikken, så hun kan undgå pauser og holde et tempo undervejs. Inspirationen til musikvalget kommer ad forskellige veje.

”Jeg kan høre et fedt nummer, som går i benene. Så skal jeg finde ud af, hvad jeg kan bruge det nummer til. Jeg kan også lave en blok, og så skal jeg finde musikken, der passer dertil. Jeg starter som regel med et nummer, hvor vi kan få dagens ræs ud af kroppen, og så skal der være et flow op og ned i stigning for til sidst at slutte af med noget behageligt musik”, forklarer Berit Kolding Wedel, der ikke tidligere havde den store interesse for musik. Det er der lavet om på.

Tiden går hurtigere, når musikken fungerer under en spinningtime, og deltagerne giver sig fuldt ud.

”Jeg vil skabe en god oplevelse med musikken. Det kan også gøre meget på en dag, hvor tingene ikke har fungeret. Så giver musikken mere positiv energi. En ting kan dog ødelægge det hele. At instruktøren taler for meget undervejs. Musikken skal ikke tales ihjel”, konstaterer instruktøren, der i løbet af en times spinning bruger 12-­14 musiknumre.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent

”Jeg vil skabe en god oplevelse med musikken. Det kan også gøre meget på en dag, hvor tingene ikke har fungeret. Så giver musikken mere positiv energi.

Spinninginstruktør Berit Kolding Wedel, Nyborg Familie & Firmaidræt.