Vi skal være bedre til holde af den, vi er, mener psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen. Midlerne er bl.a. fingerkys og et venligere blik foran spejlet.
En flødeskumskage lokker. Det er én af livets vidunderligheder, synes Renée Toft Simonsen. Men inde i hende lyder der en formanende stemme:
”Renée, den går ikke. Du er i overgangsalderen, og den flødeskumskage sætter sig direkte på dine hofter, og så bliver du tyk og grim.” Så er det, at virkelighedens 52-årige Renée Toft Simonsen tager over og siger højt til sig selv. ”Selvfølgelig må du spise den kage, Renée. Du har jo en pæn krop, og det drejer sig ikke om 10 kager. Så værsgo”.
Stemmerne både den, der taler højt og dem, der ytrer sig inde i hovedet – har vi alle. Men det er vidt forskelligt, hvordan vi lytter til dem, og hvordan de arter sig i forhold til hinanden. For Renée Toft Simonsen skal stemmerne – eller arketyperne, som hun kalder dem – alle have plads. Og med tiden har hun lært stemmerne så godt at kende, at hun i de fleste situationer ved, hvilken stemme, der skal lyttes til.
”Den insisterende stemme, som siger, at jeg ikke bør spise flødeskumskager, har med årene fået al for megen plads. Den fortæller mig, hvad jeg bør, skal og skal ikke. Det er så veludviklet en stemme, at det kan være svært for de andre stemmer at få plads. Men de skal være der alle sammen. Så jeg har behov for, at den blødere stemme siger tingene højt og dermed smelter den belærende stemme”, forklarer Renée Toft Simonsen, der er uddannet psykolog og bogaktuel med ”Jeg er f*cking hot!”.
Med den bløde stemme bliver tilgangen til livet også lettere. For evnen til at opløse og smelte hårde ord og negative tanker gør den bløde stemme til en god hjælp, når man i livet skal skabe et godt for hold til det allernærmeste – nemlig én selv.
”Hold af den, du er. Fejl og mangler, whatever. Den, du skal leve sammen med resten af dit liv, uanset hvad, det er dig. At skabe et klima, som er dejligt for dig at være i, hvor du kan trives. Det må være den primære opgave. Og så kan du praktisere kærlighed og venlighed i dit hjerte. Lige som alt andet, så er det noget, du kan øve dig på. Øv dig i at være venlig over for dig selv. Er du ikke venlig over for dig selv, så er det ikke særlig rart at være sammen med dig”, lyder det fra den århusianske psykolog.
Kærlighed fra morgenstunden
Der er i dag megen fokus på kroppen og udseendet. På Instagram og Facebook bliver der postet billeder, der med filtre kan få os til at se yngre, højere eller slankere ud. For hjemme foran spejlet har vi ofte primært øje for det, som ikke fungerer. Og vi er ikke sene til at udpege skavankerne.
”Du skal ikke tale dig selv ned. Vil du virkelig have et liv, hvor du hver morgen kigger dig i spejlet og laver en vurdering på, om du er rynket, tyk, tynd, grim, har forkert hårfarve, for lange bryster eller for store ører? Det er jo helt vildt, hvad vi kan finde på at sige til os selv. Ville det ikke være dejligt bare at kunne stå og kigge ind i spejlet og se dét, der er, uden at lave en vurdering på det? Vi skal kigge på os selv med et venligt blik. Det er vi ikke vant til. Vi er vant til at kigge hårdt på os selv. Fordi vi skal præstere, fordi vi skal være dygtigere, hurtigere og bedre, fordi vi ønsker anerkendelse”, konstaterer Renée Toft Simonsen.
De hårde ord foran spejlet gør diskussionen om pisken eller guleroden som den bedste metode mod fremskridt nærliggende, og her er meldingen entydig.
”Jeg tror klart på guleroden. Ubetinget. Jeg tror ikke på pisken. Jeg synes, livet er så kort. Skal vi så bruge det dyrebare liv på at piske løs? Jeg har brugt det meget. Jeg var barsk, da jeg var ung. Og det kan jeg stadig være i min tankegang. ’Tag dig sammen’. ’Tør øjnene’. Så dan kan jeg sagtens tale til mig selv. Du kan tro, jeg kan tale sådan til mig selv. Men jeg kan mærke, at det har jeg ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at høre på det. Det er irriterende. Hvor er det ukærligt.”
Som 18-årig rejse Renée Toft Simonsen til USA for at være fotomodel på højeste niveau. Hun trådte dermed ind i en verden, hvor det perfekte ydre var målet. I dag står hun stadig foran kameraet en gang imellem. Hun er blevet 52 år, og nu handler livet – udover bøgerne, brevkassen, rejserne, filmene, familien og alt det andet – om det indre, om masser af kærlighed og om styrken ved at vise sårbarhed.
Sårbarheden er en kraft ”Sårbarheden har en kraft. Når du går sårbarheden i møde og viser, hvordan du har det, så – har jeg er faret – kommer der en lettelse. Sårbarheden er dér, og det er ok. Så slipper du også alt det, der handler om at undertrykke og gemme den væk. Det kræver mange kræfter, og mange flere kræfter end vi lægger mærke til og tror”, siger Renée Toft Simonsen og påpeger, at det er trange vilkår, som sårbarheden arbejder under.
”Vi er groomet helt fra små til skulle være seje, stærke, flotte og dygtige. Hele den psykologiske grooming gør, at når der kommer noget, der ikke er sejt, stærkt, smukt, så prøver vi at gemme det væk, fordi det har vi aldrig fået at vide har en værdi”, forklarer Renée Toft Simonsen.
Et kys på pegefingeren
Den formanende stemme, som for bød flødeskumskagerne, har et skjult våben. Det sidder i vores pegefinger. Pegefingeren er den stemme, der siger: nu tager du dig sammen. Nu gør du dit og dat, og der er i øvrigt ikke noget at være bange for. Men som med den bløde stemme, der kunne smelte den bestemmende tone, har Renée Toft Simonsen fundet et effektivt middel mod den strittende pegefinger.
”Vi bruger pegefingeren rigtig meget mod andre. For den er uudholdelig. Så når vi bruger den mod andre, bruges den ikke mod én selv. Den dukker op, når vi har travlt med, at nogen ryger, nogen vejer 20 kg for meget, nogen spiser flødeskumskager eller nogen får ikke taget en uddannelse og er jurist som 24-årig. Så skal pegefingeren have et kys. Et kys er noget blødt og venligt. Det er det, jeg prøver på – og det virker som en lidt skør ting – men man kan faktisk næsten mærke, hvordan det smelter. Som når vi er sammen med én, vi elsker, så kan vi mærke, at vi smelter”, siger Renée Toft Simonsen med et smil, der bliver til et kys på pegefingeren.