Én af frontmændene bag Ladies Mud Race, Ib Østergaard, modtog i aftes SIF-prisen, som tildeles en klub, der har gjort en særlig indsats for den lokale idræt i Fredericia.
I det seneste halvandet års tid har Fredericia Fag & Firmaidrætsforbund markeret sig kraftigt med Ladies Mud Race. En af stemmerne er løbsleder Ib Østergaard, der sammen med en utrættelig flok har skabt det succesfulde kvindeløb, der begyndte som et testløb i 2016 i Fredericia og i år løbes seks steder i landet - Fredericia, Odense, Aarhus, Hillerød og de to nye byer, Aalborg og Slagelse.
Ib Østergaards indsats blev ved Idrætsfesten i Fredericia den 7. februar påskønnet yderligere, da han modtog SIF-prisen (Samvirkende Idrætsklubber i Fredericia), som gives til en klub, der har gjort en særlig indsats for den lokale idræt i Fredericia. Løbslederen, der blev kaldt ”indbegrebet af en hårdtarbejdende ildsjæl” var én af tre nominerede til prisen.
Idrætsfesten i Fredericia hylder den lokale idræt, atleterne, trænerne og lederne. Og heriblandt Ib Østergaard, der allerede har børstet glimmeret af trøjen og sammen med de øvrige dygtige frivillige arbejder videre på Ladies Mud Race – Dark edition, som finder sted tirsdag den 6. marts, kl. 19:00. Tilmeldingen åbnede den 3. februar, og der er adgang for 250 deltagere.