Køge Bike Ladies er den gode idé, der hurtigt har vokset sig stor. De er cykel­motionister, men der må godt være fart på – både på landevejen og i det sociale liv.

Hyggelig er næppe den rette betegnelse for forhallen i Ravnsborghallen en søndag ved middagstid. I vindfanget står de mudrede mountainbikes. Hallens lys er slukket, og døren til cafeteriaet låst. Så hygge er noget, man selv skaber.

Fem kvinder har netop brugt et par timer i sadlen på deres mountainbikes på og omkring Køge Ås. Nu sidder de ved et lille bord i forhallen. De drikker kaffe, spiser hjemmebragt, blødt brød og synes, at søndagen er startet rigtig godt.

”Jeg var meldt ind i en cykelklub, hvor der var flest mænd. Det gik meget op i teknik. Der var ikke tid til at tale sammen, nyde naturen, ja og se et egern. Her er der plads til det hele, og vi har lyst til at være sammen”, fortæller Lene Landvad ­ og med smil fra de øvrige omkring bordet er enigheden udtalt.

Tre hold rammer bredt

Køge Bike Ladies kan snart holde et års fødselsdag. Holdet – ét hold var det første mål – blev grundlagt på en infoaften, som Køge Firmaidræt inviterede til. Initiativtager Susanne Jørgensen, der i et par år havde puslet med idéen om et kvindeligt cykelhold, var overrasket, selvom hun havde en fornemmelse af, at hun havde set et behov.

”Jeg havde forventet, at der ville komme 15­-20 kvinder. Der kom 40, og der var 15, der tilmeldte sig med det samme. Vi har nu tre grupper til hvert deres niveau, og det har været afgørende, ellers var det faldet til jorden. Vi havde ramt for snævert”, forklarer Susanne Jørgensen, der sammen med to andre kvinder holder styr på tropperne i de tre grupper.

Skal cykle på Mallorca

Kvinderne har i løbet af 2017 ræset rundt på landevejene, for selvom de kalder sig motionister, så må det gerne gå hurtigt. Det sociale liv er der også godt med plads til. Der bliver holdt mekanikeraftener, hvor det er lige vigtigt at lære at lappe dæk og drikke bobler. og næste år skal kvinderne til Mallorca for at cykle. 14 har allerede tilmeldt sig turen.

”Vi har fået et cykelvenskab. Vi bruger vores Facebook­gruppe meget, og det skaber en vis forpligtelse at vide, at der også kommer andre med. Der er mange, der har meldt sig ind solo, og så har lært de andre at kende bagefter”, fortæller Heidi Schrøder, der læste om Køge Bike Ladies i den lokale avis.

I de mørkere måneder er det kørsel på mountainbike, som kvinderne mødes til. Ruten er omkring 33 km. Når vejene atter er farbare til foråret, er det ud på landevejen, hvor længden og sværheden på turene matcher de tre gruppers niveau.

Susanne Jørgensen er stolt over, at hendes fornemmelse var korrekt, og at kvinderne lægger så mange kræfter både i sporten og samværet, når cyklerne er stillet til side.

”Vi har ramt spot on, og det har bragt meget mere med sig. Det er lykkedes os at skabe et godt sammenhold i hele gruppen, og vi har tre hold, der laver ture, så der er noget for alle. Samtidig har vi skabt et socialt liv, der også betyder meget”, siger Susanne Jørgensen.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent
  • Der er 46 medlemmer i alderen 15 til 60+ på de tre hold.
  • Sæsonen på landevej begynder til maj – måske med tyvstart i april.
  • I de øvrige måneder køres der mountainbike.
  • Der afholdes mekanikeraftener, julefrokost og andre sociale arrangementer.