Sangerinden Julie Berthelsen har travlt med karrieren og familien ­ og har i øvrigt alt for lidt tid. Det fortæller hun gerne om, så andre kan opleve, at livet går op og ned.

Julie Berthelsen nåede at være medicinstuderende i Aarhus i to år, inden sang og musikken for alvor tog over. Hun var i 1. g blevet fascineret af studieforløbet. At man kunne lære så mange ting, og man ville være i stand til så meget. Så hun flyttede som 19­årig fra Grønland til Aarhus.

”Min drøm var, at jeg skulle ud og rejse – med Læger uden grænser. Så på mange punkter passede det helt perfekt. Samtidig fik jeg at vide, at studiet var svært, hårdt og næsten umuligt. Det er desværre sådan nogle ting, der ofte gør, at jeg siger: ”Fedt, så er det det, jeg gør”, siger 38-­årige Julie Berthelsen.

Julie Berthelsen blev ikke den første læge i sin familie. I stedet blev hun en kendt sangerinde, der med et smil på læben og spil i de brune øjne står i projektørlyset og synger popsange, julesalmer og grønlandske sange. Men hun er med tiden også blevet forfatter, radiovært, foredragsholder, blogger – for bare at nævne lidt af det, som de seneste 15 år af Julie Berthelsens liv har budt på. Derudover ja, der er mere – er Julie Berthelsen inden for de seneste fire år blevet mor til en dreng og en pige. Faderen er hendes kæreste gennem 10 år, Minik Dahl Hoegh, som er professionel håndboldspiller. Tiden er fløjet.

”Mit største problem har i virke­ ligheden altid været manglen på tid. Jeg lever et liv med en on­and­ off­kurve. Det har jeg i mange år været træt af. Været sur over, at jeg ikke bare har kunnet være én, der lever på præcis samme måde altid. Det er ikke muligt, og jeg har også fundet ud af, at jeg bare ikke er den type. Jeg ville dødkede mig. Det gælder både i mit arbejdsliv og privatliv – og netop i forhold til sundhed, krop og livsstil”, fortæller Julie Berthelsen.

”Jeg skal bestemt ikke være hellig. Jeg er en sindssyg travl pige, og det er svært for mig at holde de ting, som jeg gerne vil holde. Det er fx fornuftig kost eller motion. Når jeg har perioder, hvor alt vælter, spiser jeg for usundt. Jeg har også nogle perioder, hvor jeg ryger cigaretter – jeg ved godt, at det er usundt – og så er der perioder, hvor jeg ikke gør. Man kan så sige, at jeg hverken fester eller drikker så meget, som jeg egentlig gerne ville.”

Julie Berthelsen bakser altså også nogle gange med hverdagen, og med at døgnet kun har 24 timer – ligesom alle os andre.

Hvis jeg kan hjælpe andre
På sin blog deler hun sine oplevelser og tanker om livet som arbejdende småbørnsmor, om kampen med sin krop, om tvivlen og den dårlige samvittighed og alt det an­det, som fylder i en almindelig 38­-årig kvindes liv.

”Hvis jeg kan hjælpe på en eller anden måde ved at fortælle, hvordan jeg har det, så føler jeg, at jeg gør noget godt. Ja, jeg er ret åben omkring de fleste ting. Jeg får altid at vide fra mine følgere og fans, at det er godt at læse, at de ikke er alene med de følelser, den kamp med kroppen og de tanker, der er omkring det at have små børn. At bag al det glamourøse, der måtte være i det, jeg laver, er der også en kvinde og et almindeligt menneske med samme problemer med børn med skoldkopper og gylp på tøjet Det har åbnet mine øjne for, at man kan give på mange andre måder”, forklarer Julie Berthelsen.

Børn er grunden til alt det gode
Det er særligt rollen som mor, der sætter tankerne i gang. Efter mange år i tosomhed er der nu en lille familie, som skal have tid og opmærksomhed. Det kræver forandringer, og selv om Julie Berthelsen i en verden som selvstændig musiker har været vant til et uforudsigeligt liv og fleksible arbejdstider, så er situationen anderledes, når ét af børnene pludselig kaster op på vej ud til bilen eller bliver smittet med snue i børnehaven.

”Børnene er grunden til alt det gode i livet, men også alt det svære. Der er mange ting, man ikke ved en skid om, når man venter sit første barn. Når man så har fået børn, så har man ufrivilligt måtte ændre på sit liv. Det er uden tvivl noget, jeg gerne vil. Men jeg tænker stadig meget over det. Hvordan er jeg mor? Hvornår er jeg det? Hvor meget kan jeg være det i forhold til, hvad jeg gerne selv vil?”, siger Julie Berthelsen, der for længst har klarlagt sine prioriteter.

”Når jeg ikke har været hjemme i 14 dage, så prioriterer jeg selvfølge­lig mine børn. Der sker det så tit, at når jeg har lavet en plan og sagt, at nu prioriterer jeg dette her, nu skal jeg træne mere eller være bedre til at passe på mig selv – så bliver et af børnene syge, og så kan jeg smide den plan i skraldespanden. Selvfølgelig er jeg vant til det uforudsigelige, men at få børn har helt klart krævet, at jeg har lært at prioritere min tid anderledes. Har lært at sætte farten ned og finde ud af, hvor grænsen går. Det er sket helt af sig selv. og det var nok én af de ting, der kom bag på mig.”

Lang vej hertil
Til foråret skal Julie Berthelsen på tour for at fejre sit 15 års jubilæum i musikbranchen. Årene kigger hun tilbage på med en pæn portion stolthed.

”Jeg er et sted nu, hvor jeg tit tænker: ”Hold kæft, hvor er jeg god”. Jeg har brugt så mange år på at nå hertil. For ti år siden kunne jeg være bekymret for, at jeg skulle synge solo­ koncerter fredag, lørdag og søndag. I dag kan jeg sige, at det skal squ nok gå. Det har været en lang vej at komme hertil”, siger Julie Berthelsen, der som teenager var på juniorlandsholdet i langrend.

Så, om hun skal præstere i skistøvler eller på stiletter, er ligegyldigt. Erfaringerne fra elitesporten tager hun med sig på scenen.

”Det har altid været en force for mig, at jeg kender min krop. Både i situationer med arbejdspres og stress, men også når jeg synger til koncerter. Jeg skal kunne disponere min energi og bruge mit mellemgulv og mine muskler til at synge med. Jeg skal også vide, hvordan jeg skal klare mig videre, hvis jeg bliver hæs eller er træt", forklarer Julie Berthelsen, som føler, at overskud­ det til at optræde og stå foran publikum kommer til hende, så snart de første toner lyder.

”Når du står på scenen og synger, så er du i dit rette element. Det er vigtigt at vise, at du godt kan lide det, du laver. og at du også nyder det. Det er sværere for mig at nyde det, hvis jeg ikke er i form, for så skal jeg arbejde så hårdt for sagen, at jeg glemmer hvor meget, jeg ellers godt kunne stå og nyde det”, siger Julie Berthelsen, der altså ikke blev den første læge i familien.

Men alligevel har hun lært en masse ting og har været i stand til så meget. For fuld musik.

Julie Berthelsen

  • er 38 år, mor til en dreng og en pige, kæreste med professionel håndbold- spiller Minik Dahl Hoegh.
  • er også sanger, foredragsholder, forfatter og radiovært på P4.
  • er vokset op på Grønland og kom til Danmark som 19-årig for at studere medicin.
  • stoppede samtidig på det danske landshold i langrend efter fem år på holdet.
  • blev nummer to i TV2’s talentkonkur- rence Popstars i 2002.
  • har netop udgivet en single – efter syv års albumpause.
  • skal i 2018 på tour for at fejre sit 15 års jubilæum som sanger.

Foto: Brian Nonbo

Masterchef
Én af mine allerstørste hobbyer har altid været mad og madlavning. Og af samme grund sagde jeg ja til at være med i Masterchef. Det var én af mine – sjovt nok – store drømme. Jeg skulle bare være med i det program, det så simpelthen så fedt ud. Det er jo lidt skørt. Men der kom noget opmærksomhed omkring det, og de opdagede, at ”Hov, det kunne hun godt finde ud af”.

At være slank
Jeg er ikke en size zero. I vores branche møder man sjældent nogen, der ser normalvægtige ud, og langt de færreste er rigtig store. I Hollywood er de jo pissetynde alle sammen. Jeg kan godt være slank, og jeg ved godt, hvornår jeg er det. Jeg har aldrig været tynd, og jeg føler ikke, jeg er bygget til det. Når jeg ved, hvad der skal til for at være slank, så giver jeg op med det samme. Det er simpelthen for hårdt.

At sige sine mål højt
Jeg sætter mig nogle mål og siger dem højt. Det virker motiverende, og jeg føler ikke et pres. For jeg er ikke bange for at indrømme mine fejl og sige: ”Hov, det gik ikke.” Men jeg kan bruge det som nogle holdepunkter, og jeg har en helvedes masse vidner til, hvordan det kommer til at gå. Vi er jo stadig kun mennesker med uforudsigelig tid, så man skal også være stor nok til at indrømme, når tingene ikke er gået, som man gerne ville.