Det blev til en guld- og to danske sølvmedaljer i henholdsvis cykling og dart ved den europæiske idrætsfestival i belgiske Gent.

Kirsten Egeberg Olsen fra TDC Danmark, Pia Arslev fra I.F. Bispebjerg Hospital og Søren Frandsen fra DSB KH kom som de eneste hjem til Danmark med medaljer.

I klassen for 60+ år kom Kirsten Egebjerg Olsen hurtigst over stregen i cykelløb på landevej. Ruten var på i alt 38,4 kilometer fordelt på seks rundture. Hver runde bød på en enkelt mindre stigning, og ellers var det bare fuld fart frem på de lige strækninger.

Begge sølvmedaljer blev vundet i den individuelle dartturnering. Pia Arslev var endog tæt på at veksle karat til guld, da hun i finalen tabte knebent 3-2. I semifinalen havde hun vundet 3-0 over kollegaen fra Bispebjerg, Charlotte Hansen. Søren Frandsen fik sin sølvmedalje efter et finalenederlag på 0-3. Semifinalen havde været en tæt affære, hvor Frandsen viste sig bedst med en 3-2-sejr.

På fodboldbanerne spillede både Firmaidræt København (7 mand, 40+) og Fredericia Garnisons Idrætsforening (5 mand, 40+) sig videre fra puljespillet. Her led københavnerne et nederlag i kvartfinalen, men de kom igen og spillede sig frem til en placeringskamp om 4. pladsen. Her endte den ordinære kamp mod Salzburg uafgjort 1-1. Østrigerne var herefter bedste ved straffesparkspletten.

Fem mandsholdet fra Fredericia blev nummer tre i den indledende pulje og skulle herefter spille placeringskampe. Med to sejre på henholdsvis 8-2 og 5-4 blev det til en samlet 5. plads.

Bowling videre i stærk turnering

Søren Bech Hansen fra Language Wire er tidligere kommet helt til tops i skak-turneringen. Denne gang måtte han nøjes med en 5. plads dog efter sejre over turneringens bedste og næstbedste spiller.

Hold 1 fra Idrætsforeningen Telefonen spillede sig frem blandt de 40 bedste hold i bowlingturneringen. Bowling er én af de idrætsgrene, der trækker flest deltagere. Der var 22 puljer i turneringen, og det danske hold vandt deres pulje, men det lykkedes ikke at komme videre til kvartfinalerne.

Badmintonspillerne i senior-rækken sluttede som nummer 7 af de 25 deltagende hold, mens June Rømer i minigolf placerede sig som nummer 15 af 31.

Foto

Bowlingholdet fra Idrætsforeningen Telefonen spillede sig frem blandt de 40 bedste.

Spillerne fra Fredericia Garnisons Idrætsforening endte som nummer 5.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent

De 10 mest vindende lande

  1. Tyskland
  2. Frankrig
  3. Belgien
  4. Østrig
  5. Norge
  6. Holland
  7. Italien
  8. Estland
  9. Sverige
  10. Malta

Der deltog ca. 5.500 deltagere fra 21. nationer