Det kan være en jungle at bevæge sig ind i gadgetverdenen og komme ud på den anden side med teknologisk isenkram, der hjælper dig i din stræben efter mere sundhed og motion. Træningsekspert Henrik Duer giver her sine bud på, hvordan du navigerer uden om faldgruberne og undgår at smide penge ud ad vinduet.

Af Martin Hungeberg, freelancejournalist

Hvad er første skridt, hvis jeg vil investere i træningsgadgets?

At du definerer et mål for, hvad du vil opnå med din træning eller det, du sætter dig for. Der er forskel på, om du vil tabe dig, om du vil begynde til fitness, eller om du skal løbe en maraton eller gennemføre en ironman. Du skal have en idé om, hvilket behov du har, før du kan købe de rigtige gadgets. Ellers ender du med at komme hjem med de forkerte ting.

Hvor skal jeg købe mine gadgets?

Som hovedregel skal du købe træningsgadgets i specialbutikker. Skal medarbejderne eller ekspedienterne i en butik have styr på alt lige fra tv til vaskemaskiner, så er det måske ikke det rigtige sted at spørge om råd. Hvis du har brug for vejledning, skal du i stedet gå efter at tale med nogen, som har prøvet udstyret på egen krop og kan fortælle om funktionerne. Men er der tale om meget ukomplicerede gadgets som en skridttæller, så er det sandsynligvis ikke nødvendig med den helt store indføring.

Behøver jeg at bruge en formue på gadgets?

Nej, overhovedet ikke. Folk tabte sig også, kom i god form og løb maraton, før der var noget, som hed træningsgadgets. Så det kan være fint at begynde i det små og eksempelvis downloade en gratis app, hvor du senere kan opgradere til ’premium’ og betalt indhold, hvis du vurderer, at det passer godt til dig. Der er flere løbe-, cykel- og styrkeapps, som kan hjælpe godt på vej. Du behøver ikke at investere i dyre løsninger som det første.

Hvad egner sig til vægttab?

En skridttæller er en virkelig god idé at erhverve sig. Selvom mit mål ikke er vægttab, bruger jeg den faktisk selv i hverdagen. Jeg har perioder med meget stillesiddende arbejde, og i den forbindelse er det gavnligt at kunne se, hvor mange skridt, man går i løbet af en dag. Det kan motivere til at gå en tur eller dyrke motion. I forbindelse med vægttab vil jeg også nævne kalorietællerapps, der måske er nogle af de allermest udbredte apps, og de kan også være gode for motivationen.

Hvad egner sig til konditionstræning?

Hvis jeg skulle lave målrettet konditionstræning og ofte træne udenfor, så ville jeg foretrække pulsur med GPS. GPS’en er vigtig. Har du kun øje for din puls, er der for mange usikkerhedsmomenter og daglige udsving, som er svære at tage højde for. Her kan det være bedre at fokusere på hastighed – eller måle watt, hvis du cykler. Skal du løbe en halvmaraton og ved, hvilken hastighed du skal holde på distancen, så er det hastigheden, der er vigtig i den sammenhæng og kan være en rettesnor for dig.

Men det er klart: Jo mere specialiserede dine mål er, jo mere specialiseret rådgivning og udstyr, skal du have.