På weekendens formandsmøde i Dansk Firmaidræt er der fokus på fremtiden med oplæg og workshops om Strategi 2022

Fremtiden fylder på weekendens formandsmøde i Dansk Firmaidræt. Formænd fra firmaidrættens 79 foreninger samt den centrale ledelse mødes i Nyborg for bl.a. at drøfte Strategi 2022, som bliver ledetråden i firmaidrættens arbejde fra 2019.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jepsen fra Center for Fremtidsforskning slår lørdag formiddag tonen i talen om fremtiden an. Med sit oplæg vil han pege på nogle af de tendenser, der synes at ramme de områder, hvor firmaidrætten huserer – nu og i fremtiden.

Således oplyst går de 123 idrætsledere i gang med at diskutere Strategi 2022. Det sker med oplæg og i workshops, der afsluttes med opsamling hen på eftermiddagen. I januar var idrætslederne samlet til en produktiv visionsdag omkring Strategi 2022, og lørdagens arbejde er næste skridt i processen.

Aktivitetsniveauet er som sædvanligt højt i firmaidrætten, og i løbet af lørdagen får formændene endnu en gang et indblik og en status i bl.a. Rigtige Mænd-projektet, Arbejdspladsernes Motionsdag og eSport, som alle er projektet og aktiviteter, der er i fuld gang.

Årets leder og forening kåres

Tidligt lørdag aften bliver Årets forening og Årets leder i firmaidrætten kåret, og de bliver fejret resten af aftenen ved en festmiddag. Søndag giver formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard, en orientering på Forbundsstyrelsens vegne på baggrund af den nytrykte årsrapport, årets regnskab bliver fremlagt, og afslutningsvis bliver der fortalt om den nye persondataforordning, som er vigtig at kende til for de frivillige i foreningerne.

Formandsmødet begynder lørdag kl. 10:00 og afsluttes søndag over middag.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent