For første gang nogensinde måtte 1. præmiechecken på 25.000 kr. i Dansk Firmaidræts store Tæl skridt-kampagne en tur over landets grænser. Mere præcist landede den i Luxembourg hos tolv danske i Europa-Parlementet, der under holdnavnet The Walking Talkies havde deltaget i Tæl skridt og kæmpet om at nå over 10.000 daglige skridt.

Det er ikke hver dag, man bliver 25.000 kr. rigere ved at tælle sine skridt. Men det var tilfældet for tolv danskere, der arbejder i den danske oversættelsesenhed i Europa-Parlementet i Luxembourg. Under holdnavnet The Walking Talkies løb de med 1. præmien i Dansk Firmaidræts nyligt overståede Tæl skridt-kampagne foran 2176 andre hold, og for første gang måtte præmiechecken en tur over de danske grænser, før det glade og overraskede vinderhold kunne modtage den.

Holdet har været med til at tælle skridt fra den 6. til den 19. november sammen med ca. 16.000 andre skridttællere og dystet om at nå op på 10.000 daglige skridt. Alle hold, hvis gennemsnit lå over 10.000 skridt i otte ud af kampagnens fjorten dage, var med i lodtrækningen om dejlige kontante skulderklap. 2. præmien på 10.000 kr. gik til Ecco Finans og 3. præmien på 5.000 kr. gik til Biltorvet.dk - Hold C.

”Det er så sjovt, at være med!”

Holdkaptajn på The WalkingTalkies Tharmini Delozier hørte om Tæl skridt gennem en veninde og meldte sig selv og sine kolleger til, der som oversættere ofte sidde stille foran en computerskærm.

”Vi har jo et stillesiddende arbejde – vi sidder ned hele dagen, og når man så kommer hjem fra arbejde, så laver man egentlig heller ikke så meget. Men så hørte jeg om den her konkurrence gennem min veninde, og så prøvede vi at melde os til – og det har været en kæmpe succes! Folk synes, at det er så sjovt at være med!”, siger hun.

Gåture i frokostpausen og trapper til 14. etage

Under kampagnen gik holdet all in for at nå op på så mange skridt som muligt hver dag.

”Vi har prøvet at gå ture i frokostpausen, taget trappen op om morgenen, cyklet på arbejde – det kan man jo omregne – og hele tiden tænkt skridt ind i hverdagen,” siger Tharmini Delozier, og holdkammeraten Emilie Sand Pedersen supplerer:

”I den etageejendom, hvor jeg bor, har jeg taget trappen i stedet for elevatoren, og jeg har også nogle gange gået hjem fra arbejde i stedet for at cykle, fordi det gav flere skridt.”

Vil ikke skuffe holdkammerater

Der har dog også været dage, hvor det har været svært at komme op på 10.000 daglige skridt, men så har holdånden båret dem igennem.

”Nogle dage, synes jeg faktisk, at det har svært. Hvis man har haft travlt på arbejdet, så er det jo vigtigt at sidde foran computeren. Og så måtte man jo tage skridtene om aftenen, når man kom hjem fra arbejde, hvor man så var rigtig træt og egentlig gerne bare ville sidde på sofaen. Men så alligevel, så ville man jo ikke skuffe sine holdkammerater, så derfor gik man alligevel den trælse tur om aftenen,” siger Tharmini Delozier.

Det sjoveste er den interne konkurrence

Særligt den interne konkurrence holdkammeraterne imellem har gjort Tæl skridt-kampagnen sjov at deltage i, og så har kampagnen styrket sammenholdet blandt de kolleger, der var hoppet med på Tæl skridt-vognen.

”Det sjoveste er konkurrenceaspektet – lige at skulle prøve at slå de andre. I frokostpausen har man spurgt; hvor meget har du gået? Hvad har du gjort for at gå mere? Hvordan ligger du i stillingen? Og jeg synes også, at det har skabt et sammenhold mellem os her på holdet i forhold til de andre kolleger,” siger Tharmini Delozier.

Mere bevægelse ind i hverdagen

Kampagnen har også været med til at sætte fokus på, om man får bevæget sig nok i løbet af dagen.

”Og så synes jeg også, at det er meget godt at få fokus på, om man får gået nok i løbet af en dag eller om man får rørt sig nok. For vi har en tendens til bare at sidde der foran computeren”, siger Tharmini Delozier, der også uden for kampagnen har sin skridttæller i lommen:

”Jeg går altid med min skridttæller. Så det er noget jeg tænker på dagligt, at komme op på de der 10.000 skridt om dagen.”

I 2017 har over 64.000 deltaget gennem årets fire Tæl skridt-kampagner. Første gang der tælles skridt i det nye år er fra den 22. januar til 4. februar.