Der står tre kvinder parat til at tage over, når to kvinder på lørdagens repræsentantskabsmøde i Dansk Firmaidræt træder ud af den centrale ledelse. Kampvalget om posterne er resultatet af målrettet arbejde for flere kvindelige ledere i firmaidrætten.
For at bruge kræfterne lokalt har to rutinerede kvindelige idrætsledere valgt at forlade den centrale ledelse i Dansk Firmaidræt. Så mens Kirstine Langagergaard og Anne Mette Hildebrandt fremover bruger deres evner og erfaringer i henholdsvis Aalborg og Fredericia, står der i kulissen tre kvinder, der alle er godt rustet til det idrætspolitiske arbejde.
Den centrale ledelse i Dansk Firmaidræt består af 33 idrætsledere, heraf 11 kvinder. Udfaldet af lørdagens kampvalg kan øge tallet til 12 kvindelige idrætsledere i firmaidrætten. I Forbundsstyrelsen er de tre kvindelige medlemmer ikke på valg, og derfor består styrelsen også de næste to år af tre kvinder og to mænd.
Firmaidrætten har flest kvinder i ledelsen
Ragna Knudsen fra Ringkøbing og Omegns Firmaidræt har i 10 år været næstformand i Dansk Firmaidræt. Hun stod i spidsen for Kvinder på Toppen, som firmaidrætten i 2008 skabte med ønsket om at fremme kvinders mulighed for indflydelse og medbestemmelse i fremtidens firmaidræt, og nu er hun formand for projektet Kvinder i Morgendagens Ledelse, der fortsætter arbejdet for at opretholde det høje antal af kvindelige ledere i firmaidrætten.
”Det er afgørende for firmaidrætten, at der er både mænd og kvinder med på holdet. Men vigtigst er det, at der er kompetente folk på posterne. Vi har valgt at være med til at styrke og støtte de kvinder, der vil det idrætspolitiske arbejde, som mange sikkert ser som en mandeverden. Vi hjælper kvinderne, og de hjælper hinanden til at blive endnu bedre ledere, der er motiveret for både drift og udvikling. Og firmaidrætten får nogle rollemodeller, der kan være med til at sikre, at vi fortsat er den danske idrætsorganisation med flest kvinder i ledelsen”, siger Ragna Knudsen.
Projektet Kvinder i Morgendagens Ledelse består af 12 udvalgte kvinder, der de seneste to år har arbejdet med deres personlige og faglige udvikling samt styrket deres kompetencer. Målet har været, at kvinderne er blevet motiveret, inspireret og fagligt rustet til at træde ind i det politiske arbejde i firmaidrætten.
Pernille Jensen fra Roskilde Firma- og Familieidræt har været en del af projektet, og nu stiller hun op til den ledige plads i Foreningsudvalget. Til sundhedsudvalget skal tre pladser besættes. Kathrine Flink Isager Hansen fra Kolding Firmaidræt og Lone Slothuus Nordsof fra Nordfyns Firmaidræt er indstillet til nyvalg, mens Lone Sandberg - også én del af Kvinder i Morgendagens Ledelse - fra Fredericia Fag- og Firmaidrætsforbund og Kim Valbum fra Roskilde Firma- og Familieidræt er villige til genvalg.
Dansk Firmaidræt har 364.000 medlemmer, hvoraf de 43 procent er kvinder. I 2017 har firmaidrætten desuden holdt events, undervisning og aktiviteter for flere end 120.000 deltagere.