Fredag var Dansk Firmaidræt med til at afholde en eSportskonference sammen med Ungdomsringen, DGi og eSport Danmark. Blandt konferencens talere var bl.a. Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune og Anne Mette Thorhauge, formand for Medierådet.

Dansk Firmaidræt var fredag medvært ved en vellykket eSportskonference, hvis omdrejningspunkt var, hvordan bredden i eSport udvikles med særlig fokus på foreningsliv og fællesskab. Undervejs talte bl.a. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, der proklamerede at ”ESL og eSport skal sætte Odense på Danmarks- og verdenskortet”, og Anne Mette Thorhauge, formand for Medierådet, som gav et overblik over unges brug af eSport og satte fokus på pigers svære gang i kulturen.

Vi skal være med til at skabe gode rammer for bredden

Den afsluttende paneldebat var med deltagelse af Martin Fritzen fra DGI, Thomas Rørholm Poulsen, viceleder på Struer Ungdomsskole, Søren Erik Nielsen, hovedansvarlig for eSport i Dansk Firmaidræt og Sebastian Michaelsen, bl.a. formand i XI Esport.

Salen fik lejlighed til at stille spørgsmål, og der blev bl.a. spurgt til, hvorfor eSport overhovedet skal være noget, foreninger og skoler tilbyder.

”Der skal skabes gode rum for, hvor man dyrker gaming, og vi skal møde de voksne og de unge, der hvor de er. For eSporten kommer, og det er vigtigt, at vi i firmaidrætten og foreninger er med fra start, så vi kan være et godt modstykke til det kommercielle og præge udviklingen”, lød svaret fra Søren Erik Nielsen.