Kollega-hold kan i en ny eSport-liga konkurrere mod andre arbejdspladser. Ligaen er et led i Dansk Firmaidræts planer om, at alle skal kunne dyrke eSport.
eSporten er rykket fra drengeværelserne til dagligstuen, ind i messehaller og i mediernes søgelys. Den elektroniske sport spreder sig. Dansk Firmaidræt skubber yderligere på, og gør det nu muligt for spillere på arbejdspladser at deltage i en landsdækkende liga, der udelukkende er for kollegahold med 5-7 spillere.
Retter sig mod bredden
Ligaen for kollegahold er én af seks eSport-ligaer, som Dansk Firmaidræt, Ungdomsringen, DGI og eSport Danmark i fællesskab står bag. Udover ligaen for arbejdspladser står firmaidrætten bag ligaen for studerende på gymnasier, handelsskoler, videregående uddannelser og universiteter.
Liga-netværket baner dermed vejen for, at bredden i dansk eSport kan komme til tasterne og kæmpe mod hinanden. I første omgang sker det i spillene Counter-Strike: Global Offensive og League of Legends.
”At få skabt en eSport-liga for arbejdspladserne har fra begyndelsen været ét af firmaidrættens mål. Det glæder os, at det nu er blevet en realitet gennem samarbejdet med eSportligaen. Ligaen er et naturligt nyt skridt for os efter udviklingen af en instruktøruddannelse, som flere end 130 har gennemført i løbet af foråret, og vi ser frem til at være med til at bringe eSport ind på arbejdspladserne og styrke fællesskabet blandt kolleger”, siger formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard.
Dyrker fællesskabet
Kampene i ligaerne begynder i uge 45, og der kæmpes frem til foråret 2018, hvor de to bedste hold fra de seks ligaer mødes i et slutspil, der skal afgøre det overordnede danske mesterskab. Strukturen i liganetværket sikrer, at der vil være mange kampe til deltagerne, der også bliver matchet, således kampene bliver jævnbyrdige. Dermed får den brede flok af spillere mulighed få mange kampe i fingrene, inden chancen for at møde nogle af de allerbedste i verden dukker op. Samtidig er det muligt for på arbejdspladser og blandt de studerende at styrke fællesskabet og det fysiske netværk, når hold med 5-7 spillere mødes med andre hold på spilaftener, der vil kræve noget af både hoved og krop.
Samarbejde om eSport-uddannelse
Dansk Firmaidræt har det seneste år i samarbejde med Ungdomsringen, DGI og eSport Danmark styrket forholdene for bredden i dansk eSport. I februar i år blev det første grundkursus for instruktører i eSport afviklet i Esbjerg. Siden fulgte ydermere fem kurser fordelt i hele landet. I alt 139 kursister med baggrund som instruktør og gamere har gennemført kurset, der giver kursisterne redskaberne til at undervise i eSport og tydeliggør sammenhængen mellem hjerne og krop, når der skal præsteres foran skærmen. Uddannelsen bliver for tiden justeret og tilpasset, og til november er endnu en række grundkurser parat til at blive tilbudt gamere, instruktører og andre med interesse for eSport.