Fredag bevægede 1.500 erhvervsskoleelever sig rundt i Valby og omegn, hvor de løste digitale opgaver og levende test i det store spil "Den Levende By".

Udstyret med mobiltelefoner og iført godt humør var 237 hold med i alt 1.500 erhvervsskoleelever fredag formiddag parat til at tage kampen op med spillet "Den Levende By", som Schools on the Run og Dansk Firmaidræt står bag. Foran sig havde eleverne tre timer til at få løst så mange af de i alt 50 opgaver som muligt. Nogle opgaver var i forvejen plottet ind på kortet, som eleverne fulgte, men undervejs dukkede der også overraskende opgaver op, som kunne være med til at øge pointhøsten for de enkelte hold.

God hjælp til alvorlige problemer
I Trekronergade bød Børns Vilkår velkommen. Her skulle eleverne komme med forslag til hjælp og støtte i forbindelse med problemer, som børn anonymt havde ringet til BørneTelefonen med. Så holdene skulle forholde sig til mobning i skolen eller på nettet, vold, besværlig kærlighed, selvskade eller dødsfald i familien. Det skabte både interessante tanker og samtaler på holdene, som alle modtog mange point for deres store engagement og forslag.

"Ved at deltage kan vi dels fortælle om os, og at vi er her for at hjælpe. Deltagerne skal vide, at de kan henvende sig til os, hvis de har brug for det. Dels kan vi lytte til de unge og høre, hvordan de ser, at vi ellers kan hjælpe og hvilke frivillige aktiviteter, vi kan sætte i gang. Det er en god kontakt, vi kan opnå her", siger Annette Mathiasen, der er innovations- og frivilligkonsulent i Børns Vilkår.

Mange typer opgaver
Hos Dansk Folkehjælps post på Valby Langgade var der fokus på førstehjælp. Nogle af eleverne havde allerede fået undervisning i skolen i stabilt sideleje og hjertemassage, mens andre for første gang forsøgte sig som livreddere på en "bevidstløs" dukke uden vejrtræning.
Derudover blev dagen også brugt på at lægge tøj pænt sammen, køre stafet i kørestole, løse opgaver om sikkerhed på sociale medier og hos Firmaidræt København på Knuthenborgvej skulle der både løbes og tænkes hurtigt i en omgang kryds-og-bolle uden taktiksnak.

Aktiv finaledyst
Tilbage på udgangspunktet på Tingstedet blev alle point regnet sammen, og fire hold skulle slutte af med en aktiv dyst om førstepladsen. Her blev væltet traktordæk, kastet med bolde og båret på klassekammerater. Vinderne blev et elevhold fra Krop, Sundhed og Pleje fra Next Uddannelserne Kbh. De vandt en vandrerpokal, bowling- og biografture samt T-shirt til hele klassen.

"Den Levende By" havde premiere i Valby. De næste to fredage vil erhvervsskoleelever spille og bevæge sig rundt i henholdsvis Randers og Ringsted.

Følg med i Den levende by på Facebook

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent