På Sydfyns ErhvervsForskole i Svendborg er deres rygerum omdannet til hyggehule. Kantinen er blevet nøglehulscertificeret, og maden indtages først efter en spurt. Den 3. februar 2016 bliver hele skolen sundhedscertificeret, som den første produktionsskole på Fyn.

Når elever og medarbejdere tidligere gik en tur i drivhuset, så var det for at ryge. Nu er det for at hygge sig.

"Vi får sendt et stærkt signal om, at rygning ikke er noget, vi prioriterer. Vi afsætter ikke tiden og faciliteterne til det, og pauserne bruges på noget andet", fortæller Ditte Bech Mellson, som er linjeleder og sundhedsansvarlig på Sydfyns ErhvervsForskole.

Eleverne har stadig mulighed for at ryge i et bestemt område udendørs, men medarbejderne ryger ikke på skolen i arbejdstiden. Nogle har valgt at stoppe med at ryge, og andre har nedsat forbruget markant. Medarbejderne er deres funktion, som rollemodel, meget bevidst - også når det gælder 2 gange 20 sekunders højintensiv træning lige inden spisetid.

"Første skridt er at ændre sig selv, og så håber vi, det smitter af på eleverne. Når der er spurt, så er det selvfølgelig en udfordring at få alle med, men vi lægger kræfter i at motivere dem til det. Som produktionsskole har vi jo ikke idræt på skoleskemaet, men vi tænker det som en arbejdsplads, hvor vi gerne vil gøre noget for sundheden", fortæller Ditte Bech Mellson.

Svært når der er travlt
Sydfyns ErhvervsForskole startede på sundhedsindsatsen for cirka to år siden. Den 3. februar 2016 får de så eksamenspapiret fra Dansk Firmaidræt i form af en SundhedsCertificiering®.

"Skolen er kommet meget langt med de nye retningslinjer for rygning. Alle medarbejdere er uddannet sundhedsambassadører, og der har været stor lederopbakning og god energi på kurserne. Det har været en travl periode for skolen, men de har alligevel insisteret på at holde sundheden på dagsordenen", fortæller sundhedskonsulent Rikke Line Klockars-Jensen.

"Det kan selvfølgelig være svært at indarbejde de gode vaner i en hverdag, hvor der sker rigtig meget, men vi har sørget for at vælge nogle aktiviteter, som man nemt kan lægge ind i et presset program", siger Ditte Bech Mellson.

Skolen har et samarbejde med SG-huset om at bruge deres faciliteter i dagtimerne, ligesom der på skolen er adgang til forskellige redskaber såsom bordtennis, hulahopringe og kettlebells.

På Sydfyns ErhvervsForskole er der 150 elever og 35 medarbejdere. Efter sommerferien startede en ny uddannelse op på skolen, som også er ved at blive udbygget.

Peter Risbro Brix
Peter Risbro Brix
Kommunikationskonsulent