Ingen sidder på bænken, når eleverne fra Otterup Produktionshøjskole dyrker idræt hos Nordfyns Firmaidræt
Idræt har aldrig været fedt. Flere af eleverne fra Otterup Produktionshøjskole var dem, der i idrætstimerne blev valgt til sidst, når der skulle laves fodboldhold. Men gennem et samarbejde mellem produktionshøjskolen og Nordfyns Firmaidræt har eleverne fået prøvet på egne kroppe, at idræt er andet end fodbold, håndbold og dårlige oplevelser. Ved at lege og spille forskellige spil har eleverne fået små succesoplevelser – og mere energi.
I efteråret har de et par gange om ugen spillet bl.a. høvdingebold, motionsfloorball og ludobasketball. Men vigtigst af alt har de haft det sjovt.
”Det har været noget helt andet end almindelig idræt i skolen. Vi har haft det sjovt. Vi har lært hinanden bedre at kende og er blevet bedre til at tale sammen. Vi har jo skullet lægge strategier, når vi har spillet mod hinanden”, fortæller Noah Schøsler, der er en af eleverne, som i dag skal spille motionsfloorball.
Først spiller de forskellige småspil. Hallen i Otterup Idrætscenter er stor, så banen bliver hele tiden gjort mindre og mindre. Alligevel bevæger eleverne sig mere og mere, efterhånden som de bliver tændt på spillet. En pause er nødvendig. Det er ok at sætte sig på bænken, når der drikkes vand. Men ellers er bænken et no-go.
”Ingen sidder udenfor på bænken. Alle er med. Vi skal have gode oplevelser med motion. Motion gennem leg. Nogle har været lidt hårde i filten, men vi har oplevet, at eleverne har talt mere sammen på tværs af linjer, og vi kan i pauserne og ved frokosten på skolen høre, at der bliver talt om timerne i hallen”, siger Jens Jørgensen, der er én af tre lærere, der selv er med i aktiviteterne.
Otte ugers forløb
I begyndelsen af 2017 inviterede Nordfyns Firmaidræt produktionshøjskolen til et møde for at tale om et muligt samarbejde omkring et otte ugers forløb med motion og aktivitet for eleverne. Det blev yderligere til et par møder, inden forløbet blev gjort konkret og sat i kalenderen. I efteråret indtog de op mod 25 elever så hallen to gange om ugen i halvanden time.
Med samarbejdet håbede den nordfynske firmaidrætsforening, at nogle af eleverne fik et lille skub mod et sundere liv med bare lidt mere motion.
Efter otte uger stoppede forløbet, men det gjorde eleverne ikke. Året ud kører eleverne til idrætshallen én gang om ugen. Her spiller og leger de videre.
”Jeg kan godt mærke, når vi har trænet. Til daglig sidder jeg meget ned, og når jeg har været her, så kan jeg mærke, at jeg får mere energi. Faktisk rigtig meget mere”, siger Noah Schøsler.
Mere energi er én af de nye positive oplevelse for både elever og lærere.
”De ser jo en anden side af deres klassekammerater og finder ud af, at vi ikke er så forskellige”, lyder det fra lærer Jens Jørgensen.