Over 1800 elever fra landets erhvervsfaglige uddannelser deltog i ES Cup Fodbold 2016. Her blev der kæmpet en brag indsats fra de mange erhvervs-, SOSU- eller produktionsskole-elever på grønsværen. Den landsdækkende fodboldturnering blev fløjtet i gang med 10 indledende runder, hvor de bedste hold driblede videre til den store landsfinale i Fredericia den 13. oktober 2016.

Til finalestævnet løb de forsvarende mestre FC Zulu fra SOSO Aarhus igen i år med den ærefulde titel som mestre af ES Cup Fodbold 2016 i drengerækken. Efter en finalesejr på 2-0 over The Bhoys fra Tradium Mariager Fjord, kunne FC Zulu derfor atter træde øverst på medaljepodiet. Vores anden finale bød på et rent lokalopgør i mixrækken, hvor begge hold kæmpede for Nykøbing Handelsgymnasium. Ovenpå en intern fight mellem de to klasser fra Nykøbing måtte Trumps Team (1b) se sig besejret af Team 2a, som hermed kan prale med et skinnende vindertrofæ på deres skole.

Stor tilfredshed blandt elever

Med over 1800 deltagende elever på banen har der været en stigende interesse for fodboldturneringen blandt landets erhvervsfaglige elever. Med en fremgang på 200 elever fordelt på 26 nye hold, i forhold til sidste års deltagerantal på 1600 elever, står det klart at motion og samvær vægtes højt blandt de unge på erhvervsskolerne. Ud fra en undersøgelse foretaget blandt et udvalg af de deltagende elever vil 89% af de adspurgte gerne deltage i ES Cup Fodbold igen, og 86 % vil anbefale turneringen til andre.

De positive tilkendegivelser er også noget Carsten Hansen, idrætskonsulent i Dansk Firmaidræt og koordinator for turneringen, kan nikke genkendende til:

”Vi har afholdt 10 meget fine stævner i 2016, med masser af dejlige, unge mennesker, og med en hel masse god fodbold og dejligt humør. Holdene har opført sit tæt på eksemplarisk, og der har været stor fokus på at hygge sig og have en god dag, mere end at vinde for enhver pris.”

Generelt har der været brede smil til turneringerne, som også har været hjulpet godt på vej af entusiastiske heppekor fra landets skoler:

”Det er svært ikke at tænke tilbage på 2016-turneringen uden et stort smil. Man bliver i godt humør af at møde så mange glade unge både dem, der spillede på banen og heppede med på sidelinjen. Jeg glæder mig allerede til turneringerne i 2017. Her går det løs både på fodboldbanerne og til vores kommende Høvdingebold-turnering.” afrunder Carsten Hansen.

Bolden gives op for Høvdingebold

Efter et veloverstået ES Cup Fodbold er Dansk Firmaidræt nu klar til at give endnu en bold op for landets erhvervsfaglige skoler. Til marts er det tid til at konkurrere i den årlige ES Cup Høvdingebold. Så er din skole eller klasse klar til mere sved på panden og grin med kammeraterne, kan I dyste i vores høvdingebold-turnering i syv byer landet over i perioden 1. til 14. marts. Læs mere om ES Cup Høvdingebold, og hvilken by nær dig Høvdingebold spilles her.