De nye instruktørkurser i eSport fik en god start. I Esbjerg var de 16 deltagere engagerede og parat til sparring

Stemningen var god fra begyndelsen, og de 16 deltagere benyttede sig straks af muligheden for at høste en masse ny viden. Alle havde interessen for eSport, men deres baggrund og indgang til spilverdenen var forskellig. Det viste sig kun at være et yderligere plus.

Over tre dage fra 3. til 5. februar afholdt Dansk Firmaidræt det første instruktørkursus i eSport. Kurset er udviklet i et samarbejde mellem ESport Danmark, Ungdomsringen og firmaidrætten.

Deltagerne skulle igennem et tætpakket program med oplæg fra de to instruktører Søren Erik Nielsen og Mads Didriksen. De var i øvrigt de eneste, som i løbet af weekend gjorde brug af en computer. Deltagerne fik udleveret blyant og papir til noter, og deres oplæg blev tegnet og fortalt på store plancher.

Ud på gulvet til et brain break

Oplæggene byggede op til, at deltagerne på sidstedagen selv kunne udarbejde en undervisningsplan over for en udvalgt målgruppe og med et valgt spil.

I flere omgange var deltagerne på gulvet for at prøve forskellige typer af brain breaks – aktive pauser. Her kunne de på egen krop mærke, at fysisk aktivitet var godt for både hjernen, kroppen og smilebåndet. Der blev testet reaktion, balance og hovedregning. For som instruktør Søren Erik Nielsen gentog flere gange over weekenden.

”Vi skal huske, at hovedet og kroppen hører sammen. Hvis kroppen ikke fungerer optimalt, så gør hovedet det heller ikke. Det har man brug for i eSport”.

Det er uddannelsens formål at uddanne ressourcestærke og engagerede ambassadører for eSporten. Det er Dansk Firmaidræts forhåbning, at ambassadørerne efterfølgende kan stimulere gode og bæredygtige fællesskaber, hvor eSport kan dyrkes.

De første 16 eSports-instruktører blev uddannet i Esbjerg i begyndelsen af februar.

Pernille Fløjstrup Andersen
Pernille Fløjstrup Andersen
Kommunikationskonsulent