Dansk Firmaidræt er inviteret til at deltage i statsministerens idrætstopmøde på Marienborg på mandag. Mødet skal overordnet sætte fokus på, hvordan flere ikke-idrætsaktive unge og voksne kommer med i fællesskabet gennem deltagelse i idrætstilbud.

Udover Dansk Firmaidræt vil repræsentanter fra andre idrætsorganisationer, kommuner og regioner, arbejdsmarkedets parter, fonde, frivillige samt kulturministeren, erhvervsministeren, beskæftigelsesministeren, udlændinge- og integrationsministeren, sundhedsministeren og børne- og socialministeren.

Arbejdsplads og erhvervsskoler rummer et særligt potentiale

Fællesskabet på arbejdspladsen er et godt afsæt for ændringer i motionsvaner. Fra bl.a. IDANs undersøgelser ved vi, at danskerne gerne vil motion med kollegerne – og at det styrker sammenholdet og fællesskabet på arbejdspladsen. Og hvis tilbuddet er rigtigt, så er arbejdspladsen et rigtigt godt sted at tage springet væk fra en in-aktiv livsstil. Undersøgelser har vist, at motion med kollegerne øger arbejdsglæden, højner effektiviteten og styrker sammenholdet på arbejdspladsen – så arbejdspladsen er en oplagt arena, når vi skal styrke ligheden i sundheden. Der er mange plusser for både medarbejdere og ledelse.

Firmaidrættens landsdækkende Tæl Skridt kampagner, hvor over 50.000 kollegaer nu er med, viser, at motionsfællesskabet med kollegaerne fører til et sundere og mere aktivt liv – også efter kampagnerne. Ligesom projektet Rigtige Mænd, som firmaidrætten har sat i søen sammen med bl.a. DR og Nordea-fonden, er lykkedes med at få mænd til at tage springet fra sofaen og ind i aktive fællesskaber. Det kan lykkedes, men det kræver vedholdenhed – og at vi går nye veje. I denne sammenhæng spiller den lokale firmaidrætsforening også en afgørende rolle, da den er en stærk katalysator for motionstilbud til de danske arbejdspladser.

Uligheden i sundheden blandt de unge er også til at få øje på. Og Erhvervsskolerne skiller sig negativt ud. Derfor har firmaidrætten også i en årrække arbejdet målrettet for mere bevægelse og en sundere livsstil blandt de unge på erhvervsskolerne. Men det er en stor opgave, hvor der er brug for flere gode kræfter, der vil arbejde sammen med firmaidrætten fremover. Det er nødvendigt, for at skabe flere fremskridt for denne gruppe af unge, som på en lang række parametre allerede er i minus i sundhedsregnskabet.

Med til mødet på Marienborg har formand i Dansk Firmaidræt Peder Bisgaard en række bud på indsatser, der kan styrke idrætsdeltagelsen og sundheden – blandt andre:

  • Sundhedsambassadører eller motionsagenter på alle arbejdspladser. Der er brug for kollegaer på alle arbejdspladser, som er særligt klædt på at sætte sundhed og motion på dagsordenen i hverdagen – og som får råderum fra ledelsen – og allerhelst i arbejdstiden.
  • At arbejdspladser vil forsøge sig med idræt og motion i arbejdstiden. Vi ved fra undersøgelser, at 3 gange flere deltager i tilbuddene, når de ligger i arbejdstiden. Det vil sænke uligheden i sundheden. Offentlige og private arbejdspladser skal turde afprøve forskellige modeller i de kommende år – og meget gerne med firmaidrætten som sparringspartner.
  • En national festdag for bevægelse på arbejdspladsen – Arbejdspladsernes Motionsdag. Firmaidrætten har skudt en ny tradition i gang for 2 år siden – den tradition skal vokse og rodfæste sig – ganske som skolernes motionsdag. Her kan nye partnerskaber og samspil med andre gode kræfter få den tradition til at vokse og bide sig fast, så alle arbejdspladser har en bevægelsesfestdag at se frem til hvert eneste år.