Den 8. marts 2016 stillede 120 erhvervsskoleelever til høvdingedyst i Odense, som er et landsdækkende arrangement. Mange af holdene var kommet for at sikre sig en plads til finalestævnet den 31. marts i Fredericia, men én af skolerne, Sydfyns Erhvervsskole, havde også et yderligere formål med stævnet.

120 elever fra forskellige erhvervsfaglige uddannelser var mødt op til det indledende ES Cup Høvdingebold-stævne i Odense. Eleverne mødte talstærke og glade op, og nogle af holdene havde endda iført sig krigsmaling i dagens anledning. Grafikholdene fra Sydfyns Erhvervsskole var gået et skridt længere - de havde nemlig gjort høvdingedysten til en del af den faglige undervisning. "Vi er gået meget op i at lære spillets regler, og vi går også op i udseendet på holdets trøjer", fortæller Ditte Mellson, som er linjeleder på grafik ved Sydfyns Erhvervsskole. "Vi har spillet en gang om ugen, så vi er blevet kampklare. Eleverne har også designet logoet, tallene og navnene på vores t-shirts, så vores linje fik muligheden for at forbinde det faglige med selve stævnet".

Henriette Hansen fra Sydfyns Erhvervsskole sad sammen med sine holdkammerater og roste Tietgen Business-klasserne for deres taktik og sammenspil. "Man kan sagtens se, de har trænet en del, og at de har været med før", roser hun. "Det, vi har gjort, er, at blande grafik og SOSU på kryds og tværs, og dermed har vi lært reglerne og hinanden bedre at kende - og det har været rigtig hyggeligt", fortæller Henriette og hendes holdkammerater, Torbjørn Kyana og Alexander Hansen. "Ja, det har været en rigtig god oplevelse. Nu skal vi bare sidde og kigge på konkurrenterne og se, om vi kan gennemskue deres taktik", afslutter Alexander.

Mange af holdene havde øvet sig i reglerne i høvdingebold op til dagens begivenhed, for der er nogle forskellige måder at udføre spillet på. Nogle af holdene havde trænet rigtig meget op til dagens dyst, fordi de gerne ville sikre sig finalepladsen. Finalekampen stod mellem holdene "Tietgen Business 3" og "Storms Trop" fra Middelfart Produktionsskole. Til sidst i kampen var det op til høvdingene at kæmpe om sejren. Det lykkedes for høvdingen fra holdet 'Tietgen Business 3' at sende den sidste spiller ud og de løb med sejren over holdet 'Storms Trop' fra Middelfart Produktionsskole.

Peter Risbro Brix
Peter Risbro Brix
Kommunikationskonsulent