Turneringsbestemmelser Kollegapadel 2022 (Efterårsturnering, september - november)

Generelt: Vi spiller efter gældende padelregler. Se mere her.

 

  1. Deltagende hold

Et hold består af to eller tre personer. Alle kan deltage med eller uden spillerlicens. Kolleger eller venner kan gå sammen om dannelse af et hold. Ingen kan deltage på mere end et hold i samme række. Overtrædelse af turneringsbestemmelserne medfører, at hold, hvor spilleren har deltaget på, taberdømmes i de kampe, hvor den pågældende spiller har deltaget.

 

  1. Deltagende spillere

Spillerne skal være over 18 år for at deltage i Kollegapadel.

Har et hold brug for at stille med reserve i finalen, kræver det en dispensation af turneringsudvalget (kdc@firmaidraet.dk).

 

  1. Spilleform

Alle spiller doublekampe. Vi spiller bedst af 3 sæt med ”golden point”. Ved stilling 40-40 i et parti spiller man kun 1 bold yderligere. Holdet der vinder den bold, har vundet partiet, og serven skifter. Ved golden point må modtagerholdet bestemme hvem, der skal modtage serven.   

 

  1. Kampvinder

Alle kampe må maksimalt vare 2 timer, og skal færdigspilles på dagen. Hvis en kamp går i 3. sæt, og holdene vurderer, at kampen ikke kan spilles færdig indenfor tidsrammen, afgøres 3. sæt ved tiebreak. Tiebreak spilles først til 7 point og skal vindes med 2 overskydende point. Der gives 1 point pr. vunden bold.

 

  1. Holdets padelniveau

Ved tilmelding vurderer hvert hold vurderer deres eget niveau oprigtigt, så der kommer lige og fair spillede kampe. Har man en spiller på henholdsvis A- & B-niveau, tilmelder man sig A-niveau. Turneringen henvender sig ikke til elitespillere.

Her er en oversigt over niveauerne, man kan vælge ved tilmelding:

Herre:
A: Øvet – spillere som ligger på niveau 3.0 – 4.5.
B: Let øvet – I spiller jævnligt og har evt. erfaring fra andre ketcher- og boldspil.
C: Nybegynder – I er lige begyndt at spille padel (op til 20 gange) – og dette er jeres første turnering. 

Dame- og Mix:
A: Let øvet/øvet – spiller jævnligt og har evt. erfaring fra andre ketcher- og boldspil.
B: Nybegynder – I er lige begyndt at spille padel (op til 20 gange) – og dette er jeres første turnering.

  

  1. Puljeinddeling

Turneringsudvalget udarbejder en turneringsplan, der inddeles geografisk. Der spilles i puljer á 4 hold, hvor alle holdene mødes indbyrdes. I nødstilfælde kan der forekomme 5-holdspuljer på grund af geografi.

 

  1. Vinder af puljen

Der gives 2 point per vunden kamp.

Puljevinder er det hold med flest point.

Opnår 2 eller flere hold lige mange point, afgøres rækkefølgen ud fra følgende:

  • Holdenes indbyrdes kamp(e)
  • Herefter sætscore(i indbyrdes kampe)
  • Herefter partiscore(i indbyrdes kampe)
  • Står 3 eller flere hold lige efter ovenstående, afgøres puljevinder ved lodtrækning.

 

  1. Spilletidspunkt

De 3 puljekampe skal afvikles indenfor perioden 1. september til 1. november 2022.

Hvert hold får tilsendt et link med kontaktinformationer på de andre hold.
Det er en fælles opgave at koordinere spillested og dato.

Alle holdene deles om udgifter til baneleje.

HUSK at indrapportere resultatet af de spillede kampe på www.stævneplanner.dk, så de andre hold i puljen kan følge med – det giver en sjovere turnering.
LINKET BLIVER FREMSENDT VED TURNERINGSSTART TIL ALLE KONTAKTPERSONER.

Alle puljekampe skal være afviklet senest tirsdag den 1. november 2022 kl. 22.00.
Kampe, der ikke afviklet inden dette tidspunkt, udgår og tæller ikke med i den samlede stilling.

 

  1. Afvikling af en match

Er én af spillerne ikke mødt frem inden for max. 15 min efter det fastsatte tidspunkt, taber holdet det 1. sæt. Hvis en spiller/holdet ikke møder op, taber holdet kampen 3-0 i sæt.

 

  1. Afbud

Et hold, der melder afbud, uden at træffe aftale om en anden spilledag, taber kampen.

 

  1. Trukket hold

Et hold, der ved skriftlig meddelelse til turneringsledelsen, bekræfter ikke at kunne stille hold til de resterende kampe, defineres som ”trukket hold”. De trukne holds resultater trækkes ud af turneringen.

 

  1. Pulje med reduceret antal hold

Såfremt antallet af hold i en pulje reduceres, spiller den pågældende pulje resten af kampene med færre hold.

 

  1. Protester

Protesten med tilhørende dokumentation skal være turneringsledelsen i hænde senest 48 timer efter kampens afvikling. Turneringsledelsen afgør indkomne protester hurtigst muligt; senest 8 dage efter modtagelsen af den skriftlige protest.

 

  1. Regionalt mellemrundespil

Kollegapadel er en nystartet turnering, hvorfor at vi efter antallet af tilmeldte hold planlægger turneringen regionalt.

Alle puljevinderne spiller en semifinale mod en anden puljevinder om at komme til landsfinalen.

Semifinalen spilles på samme måde som puljekampene.

Semifinalerne sammensættes af turneringsledelsen og inddeles geografisk. Semifinalisterne modtager kontaktoplysninger på hinanden og aftaler selv dato, spillested – og deles om banelejen.

Oplysninger om modstandere sendes ud i dagene efter den 1. november 2022. Frist for afvikling af mellemrundespillet er kl. 22.00 mandag den 14. november 2022. Resultatet sendes til kdc@firmaidraet.dk.

 

  1. 3 landsdelsfinaler 

Turneringen afgøres ved 3 landsdelsfinaler (Fyn, Jylland og Sjælland).
Dansk Firmaidræt betaler udgifterne til baneleje og bolde ved landsdelsfinalerne.