Værdifundament

Dialog
Firmaidrætten anvender dialog og involvering for at fremme forståelse og ejerskab. Gensidig respekt opfattes som fundamentalt.

Nytænkende

Firmaidrætten er konstant i bevægelse, ser nye veje og vælger de indsatser, som gør en forskel.

Troværdig
Firmaidrætten gør det, vi siger og udviser ansvarlighed i handlingerne.

Handlekraftig
Firmaidrætten er en demokratisk organisation, hvor der er kort vej fra idé til handling.

Fællesskab
Firmaidrætten udvikler fællesskab og netværk gennem aktiviteter og samvær.

Dansk Firmaidrætsforbund skal, som Danmarks tredje største idrætsforbund, være effektivt, ambitiøst og professionelt. Firmaidrætten adskiller sig fra de øvrige forbund ved at fokusere på arbejdspladsen som grobund for idræt, motion og samvær. Firmaidrætten tror på, at fællesskab og samvær omkring idræts- og motionsaktiviteter er med til at øge livskvaliteten hos det enkelte menneske, hvilket således gennem
arbejdspladsen eller kollegialt samvær smitter positivt af på andre aspekter i livet. Firmaidrætten føler sig forpligtet til at blande sig i den idrætspolitiske debat og herigennem sætte fokus på den sundhedsmæssige tilstand i Danmark og medvirke til at forbedre den.

De politiske beslutninger træffes af forbundets styrelse, men som arbejdsplads sættes dagsordnen i et samarbejde mellem ledergruppen og øvrige medarbejdere.
I Firmaidrætten skal alle ansatte have mulighed for at udvikle sig, blive hørt og udfordres, hvilket ses som en nødvendighed for opretholdelsen af engagement og ildhu.
Firmaidrætten vil være en arbejdsplads, hvor de glade ansatte er i overtal, hvor opgaver løftes i fællesskab, og hvor alle føler sig respekteret og værdsat.

Som serviceorganisation skal Firmaidrætten have et højt serviceniveau, der tilgodeser alle, der har krav på denne ydelse. De frivilliges arbejde og engagement er uundværligt, og også her er det vigtigt, at den enkelte føler sig hørt, respekteret og værdsat af Firmaidrætten.

Den flade struktur, som præger forbundet, skaber en intimitet, der kommer flere interessegrupper til gode. Dette udmønter sig i, at distancen mellem de frivillige,
forbundet og de ansatte, er meget lille. Herved er alle muligheder åbne for at
afstemme eventuelle forventninger og samtidig skabe og bevare dialog, åbenhed
og respekt.

Firmaidrætten tror på, at vi konstant kan forbedre os både generelt, men i særdeleshed i
fællesskab. Forbundets overordnede vision og mission er udgangspunktet for
kommunikationspolitikken og sætter kursen mod et fælles mål, der skal nås ved hjælp af en større fokusering på kommunikationen i Firmaidrætten.

Etik

Dansk Firmaidrætsforbund ønsker med nærværende etiske principper at fastlægge rammer for ansatte og den centrale ledelse, når de repræsenterer forbundet.

Som repræsentant for Dansk Firmaidrætsforbund forventes det, at du:

  • varetager forbundets tarv.
  • er bekendt med forbundets opbygning, vedtægter og retningslinier samt efterlever disse.
  • gennem indsigt i forbundets forhold at medvirke til at sikre en god information og et godt samarbejde mellem alle med tilknytning til forbundet.
  • optræder som rollemodel for foreningsledere og medlemmer.
  • optræder værdigt og soigneret i overensstemmelse med forbundets værdier.
  • har et fornuftigt forhold til indtagelse af alkohol.
  • informerer forbundet hvis du får mistanke om pædofili eller doping.
  • opfører dig som et respektabelt medlem af det danske samfund og som sådan medvirker til, at love og sædvaner overholdes.
  • respekterer medlemmernes ret til at dyrke firmaidræt, uanset race, religion eller politiske anskuelser, køn, seksuel observans og fysisk eller psykisk formåen (handicappet).
  • optræder upolitisk i sager der ikke er af idrætspolitisk karakter.
  • udviser respekt for andre idrætsforbund, offentlige myndigheder og andre samarbejdspartnere.
  • anerkender og respekterer andres viden og kompetencer.
  • er bevidst om at du anvender offentlige midler, når du disponerer på forbundets vegne.
  • forstår balancen mellem at yde og at nyde, og udviser mådehold, hvis du bespiser dig selv og andre.
  • aktivt vil hindre misbrug af forbundsmidler.

Doping

Dansk Firmaidrætsforbund tager afstand fra enhver form for brug af doping i forbundet samt de hertil knyttede foreninger, landsforeninger, organisationer og forbund.

Dansk Firmaidrætsforbund vil gennem oplysende virksomhed, orientere sine medlemmer om farerne ved brug af doping.

Dansk Firmaidrætsforbund opfordrer sine medlemmer til at udarbejde og vedtage en dopingpolitik og sørge for at denne bliver kendt blandt egne medlemmer.

Fælles sanktionssystem:

Forbundsstyrelsen i Dansk Firmaidrætsforbund er af Repræsentantskabet bemyndiget til at indgå aftale med andre idrætsorganisationer om fælles udvalg og sanktionssystem.

Med virkning fra 1. januar 2015 har forbundsstyrelsen indgået en aftale med Danmarks Idrætsforbund og DGI om et fælles "Dopingreglement for bredde- og motionsidrætsudøvere.

 

Ligestilling

Ligestillingspolitik for frivillige ledere i firmaidrætten

Vi har som organisation en særlig demokratisk forpligtelse til at nå og afspejle alle i det danske samfund

Dansk Firmaidrætsforbund ønsker at fremme kvinders muligheder for indflydelse og medbestemmelse i fremtidens firmaidrætsforening og -forbund. Dansk Firmaidrætsforbund ønsker at arbejde efter visionen

Den Centrale Ledelse i Dansk Firmaidrætsforbund tilstræber en ligelig repræsentation af begge køn.

Dansk Firmaidrætsforbunds ligestillingspolitik for mænd og kvinder:

Dansk Firmaidrætsforbund forstår ligestilling som lige muligheder og lige rettigheder uanset køn. Det centrale er, at køn i sig selv - og de forestillinger og forventninger, der knytter sig til det at være mand og kvinde - ikke forhindrer frivillige i at vælge og realisere den karriere, de ønsker og har potentiale til.

Ligestilling handler om, at skabe muligheder for, gøre brug af og udvikle den enkelte frivilliges individuelle kvaliteter og styrker, så alle sikres et godt arbejdsmiljø og et udviklende arbejde.

Ligestilling handler om ligeløn, lige adgang til ledelsesposter, hensyn til de frivilliges forskellige behov mm.

Derfor mener Dansk Firmaidrætsforbund:

  • At arbejde med ligestilling handler om at skabe arbejdsvilkår gennem tiltag og handleplaner, hvor kvinder og mænd har lige muligheder for at udvikle deres kvaliteter og evner.
  • At ligestilling er, at mænd og kvinder har samme muligheder og forudsætninger for at vælge - ikke at de vælger ens.
  • At mænd og kvinder skal have lige muligheder for adgang til lederposter, uddannelse og arbejdsvilkår i øvrigt.
  • At kulturen tilgodeser, at både kvinder og mænd med lyst og kompetencer til ledelse får mulighed for at besætte ledende stillinger.
  • At lige vilkår for lige indsats er et ufravigeligt krav.

    Vedtaget på Styrelsesmøde den 5. september 2009

Alle idrætsforeninger er forpligtiget til at indhente børneattester ved ansættelser af trænere, instruktører og holdledere, som har direkte og vedvarende kontakt med børn under 15 år.

Børneattesten indeholder oplysninger om en eller flere af følgende typer af straffeovertrædelser:

* Incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
* Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
* Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år

Børneattesten indhentes ved henvendelse til Det Centrale Kriminalregister. Oplysningerne er fortrolige og underlagt tavshedspligt og omgang og opbevaring af de indhentede oplysninger bør behandles herefter.

Forebyggelse
Overgreb på børn er en yderst alvorlig sag. Forebyggelse på området er derfor nødvendigt. Det er vigtigt, at foreninger der har børn blandt deres medlemmer indfører en konsekvent politik på området. Firmaidrætten anbefaler, at der laves et sæt spilleregler for samværet mellem børn og voksne og at der skabes en åben debat om emnet i foreningen.

Har foreningen ikke retningslinjer for området anbefales det, at generel sund fornuft råder for omgangen mellem børn og voksne.

Udarbejdelse af politik og leveregler kan ske i samarbejde med firmaidrættens lokale foreningskonsulent.

Hvis mistanken opstår
Ubegrundet mistanke om overgreb kan få uoverskuelige professionelle og menneskelige konsekvenser for de berørte. Det er derfor et område der kræver varsomhed.

En mistanke bør bygge på konkrete iagttagelser, det vil sige ting man har set, eller som barnet eller børnene har fortalt. Er mistanken begrundet skal sagen overdrages til de sociale myndigheder og der skal indgives en anmeldelse til politiet.

Der er desuden underretningspligt til firmaidrætten tilfælde af en person i foreningen tiltales eller dømmes for seksuelle overgreb mod børn. Ligeledes skal firmaidrætten underrettes hvis det konstateres, at en person tidligere er dømt for sådanne overgreb.


Det Centrale Kriminalregister

Rigspolitichefen Afd. D
Kriminalregistret
Straffeattestsektionen
Postboks 93
2650 Hvidovre
Tlf. 36 48 14 88 lokal 5990

Pr. 1. juli skal alle idrætsforeninger ifølge en ny lov indhente en såkaldt børneattest på en træner, instruktør eller holdleder inden han/hun ansættes til at have med børn under 15 år at gøre.

Her kan du læse vejledningen og downloade blanketter til indhentelse af børneattester og orientere dig om, hvad man ellers kan gøre for at forebygge seksuelle overgreb mod børn.

Hent attest på Politiets hjemmeside