Mad er ikke bare mad!
Først og fremmest spiser og drikker vi af fysiologiske grunde,
det vil sige for at holde kroppens mange funktioner i gang, som
f.eks. at trække vejret og få hjertet til at arbejde. I det hele
taget for, at kunne bruge hoved og krop.
Den sociale kost
Herudover spiser vi af sociale grunde. Vi bruger ofte maden som
samlingspunkt i forbindelse med hyggelige stunder, trøstespiser,
hvis vi har problemer eller trænger til "lidt lækkert".
Der knytter sig altså langt flere forhold til et måltid end
blot, at blive mæt og tilføre kroppen energi og næringsstoffer.
I Danmark er sult ikke en faktor, der styrer vores valg af mad.
Det gælder altså ikke om bare at blive mæt. Den danske
gennemsnitskost er stærkt medvirkende til mange af de
sundhedsproblemer, vi har her i landet.
Mange danskere spiser alt for meget fedt, sukker og salt og
drikker for meget alkohol. Samtidig får vi for lidt stivelse og
kostfibre. Denne "velfærdskost" øger risikoen for en lang række
livsstilssygdomme som overvægt, type II diabetes, forhøjet blodtryk
og hjerte- og karsygdomme. Alt sammen sygdomme, der kan forkorte
eller forringe ens liv.
Kosten er af afgørende betydning for vores helbred og trivsel og
det er derfor en langsigtet investering, at tænke over hvad vi
putter i munden.
Informationer om kost
På denne side kan man finde information om anbefalinger, de
energigivende næringsstoffer, vitaminer, mineraler og meget
andet.
Det behøver ikke være besværligt eller kedeligt, at leve
sundt!