• Idræt og motion
  • Arrangementer og stævner
  • Sundhed på arbejdspladsen
  • Foreningsnet

Styr på sundheden hos Sodexo

Fem sundhedsambassadører fra Sodexo’s rengøringsteam på Rigshospitalet, der har gået forrest i arbejdet med at få deres arbejdsplads SundhedsCertificeret. Fra venstre er det Cahide, Gülüzar, Gülhan, Yüksel og Tugba.
Foto: John Thrane Printvenlig Tip en ven

Som den første arbejdsplads indenfor rengøringsbranchen er Sodexo's rengøringsteam på Rigshospitalet blevet sundhedscertificeret.

Høj puls og røde kinder - det er blevet hverdagen for servicevirksomheden Sodexo's rengøringsteam på Rigshospitalet. De godt 100 ansatte i rengøringsteamet har gennem det seneste år - udover at sørge for at der er gjort rent på Rigshospitalet - prøvet kræfter med sundhedstjek, spørgeskemaundersøgelser, tavlemøder med fokus på forbedring af arbejdsgange og -vaner, foredrag om kost, uddannelse af sundhedsambassadører og sundhedsledere, frugtordning, rygestop-kursus, deltagelse i Rigshospitalets motionstiltag gennem projekt "Sundt Hospital" - og meget mere.

Indsats for sundheden

Derfor blev fredag den 18. juni en ganske særlig dag for Sodexo. Her fik virksomheden nemlig certifikat på, at den som arbejdsplads gør en helt speciel indsats for medarbejdernes sundhed.

Sundhedscertificeringen af Sodexo er den foreløbige kulmination på et års koncentreret arbejde med KRAMS-områderne - Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress.

Den officielle overrækkelse fandt sted i Rigshospitalets Auditorium 1, og bagefter var alle 100 ansatte i rengøringsteamet samlet til et sommerarrangement med spisning og sjov motion i Fælledparken.

Det synlige bevis på sundhedscertificeringen blev overrakt af motionskonsulent i Dansk Firmaidrætsforbund, Rikke Døssing, der har forestået certificeringen i samarbejde med konsulentvirksomheden Bruus Rasmussen.

Engagerede sundhedsambassadører

- Det har været meget spændende at følge jeres arbejde med sundhedscertificeringen på tæt hold, sagde Rikke Døssing, inden overrækkelsen af diplomet til afdelingsleder i Sodexo, Palle Wulff, der er projektleder på Sodexo's sundhedsindsats.

- I har alle ydet en flot indsats på alle KRAMS-områderne, og som arbejdsplads har I flyttet Jer utroligt meget på kort tid. Det skyldes ikke mindst, at ledelsen har haft fokus på arbejdet med sundhedsfremme, men jeg vil også gerne rose jeres dygtige og meget engagerede sundhedsambassadører. Uden deres store indsats ville I ikke være nået i mål på så kort tid, sagde Rikke Døssing, med adresse til de fem sundhedsambassadører, der har gået forrest i indsatsen for sundhedsfremme.

Markant forbedring af kondital

- Pausegymnastikken gør, at vi bliver mere glade og samtidig er det tydeligt, at vi har godt af at røre os noget mere og spise mere sundt, siger Gülüzar Ücler, der er blevet uddannet som sundhedsambassadør.

Gülüzar har sammen med sine kolleger har fundet det spændende at få sin sundhed tjekket og testet, og der er meget mere fokus på sund kost og motion hos kollegerne efter at projektet er startet. Mange af kollegerne har allerede forbedret deres kondition markant.

I 2009 havde 24 % af de deltagende medarbejdere et kondital på "middel" eller derover. I 2010 er dette tal steget til 44 %. I 2009 havde 41 % et "meget lavt" kondital - i 2010 er dette tal faldet til 30 %.

Midler fra Forebyggelsesfonden

Rengøringsbranchen er berømt og berygtet for at være et fag med stor risiko for nedslidning og en stor udskiftning af medarbejdere. Derfor søgte Sodexo i 2009 midler fra Forebyggelsesfonden til at gennemføre et projekt med fokus på trivsel og sundhed blandt Sodexo's medarbejdere på Rigshospitalet.

Den første milepæl i projektet - der skal løbe frem til 2012 - er nu nået med det sunde stempel fra Dansk Firmaidrætsforbund. Fremadrettet vil der forsat være fokus på alle KRAMS-områderne, bl.a. gennem vægttabshold, rygestopshold, madpakkeværksteder m.m., fortæller HR-manager i Sodexo, Christian Thyssen.

- Vi har oplevet en ekstrem loyalitet og interesse fra medarbejderne. Det er banebrydende at vi har fået alle med, og den største gevinst er, at vi har fået en langt større trivsel på arbejdspladsen. Medarbejderne er blevet udfordret, og det har skabt et højere selvværd på jobbet, siger HR-manageren.

- 98 % af alle ansatte i rengøringsteamet er af anden etnisk afstamning end dansk, og på den baggrund har vi oplevet en fantastisk flot opbakning. Der var over 80 % der sagde ja til at få lavet en sundhedsprofil, der er en test af medarbejderens generelle sundhedsstilstand, og som bliver fulgt op med rådgivning om bl.a. sund kost og motion. Det kan være grænseoverskridende for mange på en arbejdsplads, siger Christian Thyssen.

Sodexo træder nye veje

Med sundhedscertificeringen træder Sodexo helt nye veje, idet det er første gang at en arbejdsplads i rengøringsbranchen bliver SundhedsCertificeret.

- Vi ser det som et udviklingsprojekt for de operationelle medarbejdere i rengøringsteamet. Formålet er at fastholde og udvikle de operationelle medarbejdere på et område hvor der ikke er tradition for at sætte fokus på sundhed og trivsel i dagligdagen, siger afdelingsleder Palle Wulff.

- For Sodexo er målet, at medarbejderne skal opleve en bedre hverdag, hvor trivsel og sundhed er en naturlig del af arbejdsdagen, og samtidig giver vi medarbejderne nogle initiativer omkring sundhed, kost og ergonomi som de også kan bruge privat i fritiden.

- Vi har været meget glade for, at medarbejderne har været så optagede af projektet. Alle har været med til at bidrage, og vi kan se på vores medarbejdere, at de har fået et andet syn på sundhed. De taler om sund mad og vi kan se, at de holder deres pauser, og spiser deres mad, hvilket har været et problem før, siger Palle Wulff.

Fotos

Antal: 36

SundhedsCertificering

16. juli 2009

SundhedsCertificering - et sundt stempel på virksomheden.

testdinvirksomhed.gif