De fleste medlemmer er tilknyttet via en firmaidrætsklub på
deres arbejdsplads, eller er medlem af den lokale
firmaidrætsforening som privatpersoner (enkeltmedlemmer).
Firmaidrætsklubberne og enkeltmedlemmerne er organiseret i 80
lokale firmaidrætsforeninger rundt i landets byer.

Den lokale firmaidrætsforening er forbundets lokale repræsentant.
Det er hér, hovedparten af aktiviteterne finder sted, og hér man
har den daglige kontakt med medlemmerne. Derfor er det også
foreningerne, der udgør Dansk Firmaidrætsforbunds repræsentantskab,
som fastlægger forbundets politikker hvert andet år på forbundets
repræsentantskabsmøder.
Ti landsdækkende brancheforbund er ligeledes med i Dansk
Firmaidrætsforbund, og sammen med Dansk Motions Forbund udgør de en
vigtig del af forbundets medlemsskare.
Derudover samarbejder Dansk Firmaidrætsforbund med en lang række
danske virksomheder, som rådgives om sundhed og motion med
udgangspunkt i de enkelte medarbejderes behov.
Forbundets ledelse varetages af forbundsstyrelsen og en række faste
udvalg, som sammen med forbundets ledergruppe og medarbejdere
sørger for at udmønte beslutninger og servicere foreninger,
medlemmer og kunder.
