Frederikshavn Firmaidræts Klub får mange nye medlemmer, der
kommer for at danse Zumba, men hvorfor er det så populært?
Svaret kommer uden tøven fra lederen af motionscenteret i
Frederikshavn Firmaidræts Klub, Tanja Jensen, da FIRMAIDRÆT spørger
hende, hvorfor hun har taget Zumba på programmet:
- Fordi det er supersjovt!
Og netop det sjove og legende går igen i alle Tanjas
betragtninger omkring Zumba, som firmaidrætten i Frederikshavn har
haft på programmet siden februar i år.
- Zumba er tiltrækkende, fordi det er dans - dansen er behagelig
og gør os dejligt "brugte" lyder det fra Tanja, der påpeger, at
Zumba er en latin-inspireret fitnessdans, der bestemt er at
betragte som effektiv træning.
- Det er en fest, når man er til Zumba - når du skal følge
rytmen, glemmer du, at det er træning, du er til, og alligevel er
trøjen så våd, at den kan vrides, når timen er slut, fortæller
Tanja.
En anden måde at bruge kroppen
på
Tanja Jensen peger også på andre årsager til, at zumbaen har
vind i sejlene:
- Man finder ud af, at man kan bruge sin krop på andre måder, end
man før var bevidst om. Og man vil faktisk gerne bruge sin krop på
en lidt mere vovet måde. Selv om man ofte ikke vil indrømme det, så
er det jo dejligt at vrikke med hofterne, påpeger Tanja, der også
kan berette, at mange af de kvindelige deltagere har fortalt hende,
at de føler sig mere kvindelige og feminine, efter at de er begyndt
at danse Zumba.
I Frederikshavn Firmaidræts Klub, kommer der også mænd til
Zumba-timerne. Fordelingen er ca. 90 % kvinder og 10 % mænd.
- Mændene kommer, fordi Zumba lige nu er en stor dille, og mændene
synes også, at det er en sjov form for effektiv træning, fortæller
Tanja, der gerne vil have endnu flere mænd med.
150 nye medlemmer
Medlemsudviklingen taler sit eget tydelige sprog, når
Frederikshavn Firmaidræts Klub skal gøre status på et halvt år med
Zumba.
- Vi har fået 150-160 nye medlemmer ind af døren grundet Zumba. Og
det er vel at mærke nye medlemmer, vi ikke har set i foreningen
før, pointerer Tanja.
- 75 % af vores nye Zumba-medlemmer ville aldrig komme til en
aerobic time og 10 % har aldrig trænet før. Det understreger dels
dansens potentiale i vores motionscenter, dels at vi har set
rigtigt, når vi som nyt motionscenter henvender os til de uøvede,
der ikke allerede træner.
Zumba-kurser i
firmaidrætten
Få inspiration til Zumba-timerne med Kema Schmidt,
der netop er kommet tilbage fra Zumba-efteruddannelse i USA.
Kurset afvikles søndag den 17. oktober i Kolding kl. 13.00-15.00.
Pris 175 kr.