Powerhoop – et gensyn med hulahopringen
Powerhoop er en hulahopring med vokseværk. Den er
blevet større, tungere og polstret i forhold til hulahopringe fra
1980'erne. Den indlagte vægt (fra 1,7 til 2,2 kg) og bølgede form
på indersiden af ringen er hemmeligheden bag de nye ringe, og den
store diameter på powerhoopen gør den nemmere at bruge. En
powerhoop er effektiv og målrettet træning af musklerne omkring
hoften, maven, ryggen, benene og ikke mindst taljen.
Powerhoopen kan med fordel integreres i et allerede eksisterende
hold, såsom yoga, pilates, aerobic, step, dans,
Bente Sandgaard deltog sammen med en anden
aerobic-instruktør fra Ikast, Dorthe Emborg Mejer, i den første
workshop i Powerhoop, der blev afviklet i Kolding i foråret. Her
fik 30 fitness- og aerobicinstruktører masser af inspiration med
hjem til foreningerne, og i Ikast har man nu taget powerhoopen med
ind som et supplement i den traditionelle step-time, fortæller
Bente Sandgaard.
Hvordan har folk taget imod powerhoopen?
- Vi har testet powerhoopen på vores sommerhold i
step-aerobic, og folk har taget rigtig godt mod det nye
træningsredskab. 15 ud af 16 deltagere synes, at det var et rigtig
godt supplement til step-aerobic timen. Derfor tager vi også
powerhoopen med som et supplement og et nyt redskab til vores
step-timer.
Hvad er det specielle ved powerhoopen?
- Vi kvinder vil gerne af med den lille delle
omkring maven. Og når du bruger powerhoopen, er du simpelthen nødt
til at stramme mavemusklerne op for at få powerhoopen til at køre
rundt. De fleste på vores hold i Ikast er +30 og +40, og det kan
godt være, at vi ikke slipper af med dellen, men vi bliver i hvert
fald strammet op, og så bliver vi også slankere, siger Bente med et
smil, og peger på, at powerhoppen er meget lettere at bruge end de
lette hulahopringe vi kender fra da vi var børn.
- Den er tungere, og derfor er den lettere at få
gange i, men det kræver også god kondition at bruge den. Derfor er
det svært at lave en hel time udelukkende med powerhoopen.
Hvordan kan den bruges på et hold?
- Den er god som fornyelse og inspiration. Den kan
fint bruges sammen med andre rekvisitter, f.eks. sammen med en bold
eller en stepbænk. Vi lægger meget vægt på at træne hele kroppen,
og her er powerhoopen et rigtig godt redskab. Den kan bruges til
styrketræning for armene, og kan også bruges til
strækkeøvelser.
- Hvis du bruger powerhoopen sammen med en bold som
du skal kaster eller give til en anden, skal du virkelig holde
fokus på at holde powerhoopen i gang, for den kører jo ikke rundt
af sig selv.
- Det kræver koncentration, teknik og balance, for
at få det optimale ud af ringen. Det bliver rigtig svært, hvis du
laver øvelser og bruger stepbænken, går, løber eller spiller bold.
På den måde træner du også evnen til at koncentrere dig, siger
Bente Sandgaard.