Fakta om Sundhedscertificering
En SundhedsCertificering® er et kvalitetsstempel fra Dansk
Firmaidrætsforbund til virksomheder som lever op til fastlagte krav
på Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost, rygning, alkohol,
motion og stress.
SundhedsCertificering® sætter ord og handling på
sundhedsarbejdet og er en håndsrækning til arbejdspladser, der
ønsker en sundere hverdag.
En SundhedsCertificering® gælder i to år, hvorefter
virksomheden skal recertificeres.
TRE-FOR er nr. 60 i rækken af arbejdspladser der har fået det
sunde stempel af Dansk Firmaidrætsforbund.
TRE-FOR har gennem det seneste år arbejdet med motion, sund kost
og sundhedsfremme på arbejdspladsen, og torsdag den 12. januar 2012
kunne administrerende direktør, Knud Steen Larsen, modtage det
synlige bevis på, at virksomheden har valgt den sunde vej, nemlig
en SundhedsCertificering af Dansk Firmaidrætsforbund.
- Som en stor, dansk virksomhed er det vores pligt at skabe en
god livsbalance for vores medarbejdere. Den positive balance er med
til at skabe energi - ikke blot til arbejdslivet, men til hele
livet - og derigennem forbedre medarbejdernes trivsel og nedbringe
sygefraværet, sagde Knud Steen Larsen, da han fik overrakt diplom
og plakette ved et arrangement i overværelse af et stort antal af
de 650 medarbejdere i TRE-FOR.
Herefter kunne medarbejderne boltre sig med forskellige
aktiviteter som f.eks. håndboldbar med håndboldspilleren Rasmus
Jensen fra KIF Kolding og cykelbar med ryttere fra cykelholdet TEAM
TRE-FOR, og tidligere jægersoldat og coach, B.S. Christiansen,
rundede dagen af med et inspirerende foredrag om livsbalance,
mental sundhed og at overskride grænser.
På energi-bar i arbejdstiden
- Hos TRE-FOR er der taget nogle meget bevidste valg, som
gør det sunde valg lettere for medarbejderne, og sundhed bliver en
del af kulturen i virksomheden. Kantinen leverer sund og "ærlig
mad", og motionstiltagene er mange og forskelligartede,
understreger sundhedskonsulent hos Dansk Firmaidrætsforbund, Trine
Kyed, som har rådgivet TRE-FOR i deres arbejde med sundhed.
TRE-FOR har tilmeldt sig konkurrencen om Danmark sundeste
Virksomhed, der bliver kåret på Børsen den 21. marts 2012, og Trine
Kyed kunne afsløre, at TRE-FOR ligger med helt fremme i feltet.
Hos TRE-FOR kan medarbejderne bl.a. gå på energibar i kantinen
for at tanke op med frugt og grønt, og kantinen uddeler opskrifter
og serverer sund mad, også til at tage med hjem. Samtidig er der en
lang række motionsaktiviteter at vælge mellem, f.eks. løbe- og
spinninghold, kajakroning, ture på mountainbike og deltagelse i
forskellige events som eksempelvis DHL-stafetten, Lillebælt
Halvmarathon, Bike & Run Stafetten og Ecco Walkathon.
Sundhed giver energi
Medarbejderne hos TRE-FOR har taget virksomhedens
fokusering på sundhed til sig, og en af dem der har fået et skub i
den rigtige retning er Flemming Knutsson.
- Tilbuddet om motion på arbejdspladsen har simpelthen fået mig i
gang med at dyrke motion igen, siger Flemming Knutsson, der
tidligere har været aktiv cykelrytter.
- Jeg har tidligere cyklet en del, men var stoppet for flere år
siden. Så kom TRE-FOR med et tilbud om spinning og motionscykling
sidste år, og det var startskuddet til at komme igen. Det er meget
nærmere at komme i gang, når man ved, at der er nogle kolleger der
står og venter på en, og så får man lært nogle nye kolleger at
kende på en god måde, siger Flemming Knutsson.
At certificeringen er i hus betyder ikke, at TRE-FOR stopper med
den sunde indsats - tværtimod.
- Vi skal fastholde fokus og også fremover sørge for, at sundheden
er på dagsordenen i TRE-FOR, så vi alle er i topform til at
præstere vores bedste - både på arbejdspladsen og hjemme. Det har
betydet meget for samarbejdet i hele virksomheden, og jeg tror på
at vi vil kunne se det i den årlige tilfredshedsundersøgelse, siger
administrerende direktør, Knud Steen Larsen.
Næste år vil TRE-FOR fokusere mere på mental sundhed og tilbyde
medarbejderne f.eks. pilates og foredrag om trivsel og velvære.