Nordea Liv & Pension er nået utrolig langt på bare halvandet
år med sundhed på dagsordenen. Deres tilgang er på mange måder
nytænkende. Nordea Liv & Pension måler effekten af deres
sundhedstilbud i medarbejdertilfredshed og arbejdsglæde snarere end
i dalende sygefravær. Hver tredje medarbejder i Nordea Liv &
Pension har deltaget i et eller flere sundhedstilbud og med et
særligt individuelt vægttabsforløb for svært overvægtige har de
endda haft succes med at få sat gang i en større livsstilsændring
hos en gruppe medarbejdere, der ellers kan have meget svært ved at
finde motivationen.
Administrerende direktør i Nordea Liv & Pension Steen Michael
Erichsen, udtaler:
- Jeg er stolt af, at Nordea Liv & Pension er blevet
sundhedscertificeret, og jeg er utrolig stolt af alle de
medarbejdere, der engageret har investeret deres egen tid og penge
i de sunde rammer, vi har stillet til rådighed for dem. Vi har en
ambition om at blive den bedste arbejdsplads i pensionsbranchen, og
sundhed har hjulpet os godt på vej. Det læser vi i de ranke rygge
og de nye netværk, der er opstået gennem
sundhedscertificeringsforløbet.
- Sunde vaner er en motor for udvikling af mennesker, og
virksomheder går glip af et stort potentiale ved ikke at investere
i deres medarbejderes energi, fortsætter Steen Michael
Erichsen.
Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, ser med stor
tilfredshed på Nordea Liv & Pensions sundhedsarbejde:
- Dansk Firmaidrætsforbund har nu gennemført omfattende
sundhedscertificeringsforløb for over 50 danske virksomheder. Vi
har med glæde noteret os den iver og seriøsitet, hvormed Nordea Liv
& Pension er gået til opgaven, og noterer os samtidig, at vi
med dette produkt er i stand til at opfylde et behov for en større
og mere systematisk sundhedsindsats hos toneangivende store danske
virksomheder.
Ganske som med arbejdsmiljø kvalitetsstempler Dansk
Firmaidrætsforbund private og offentlige virksomheder, der lever op
til fastlagte krav på Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost,
rygning, alkohol, motion og stress.
SundhedsCertificering er en håndsrækning til arbejdspladser, der
ønsker en sundere hverdag. Certificeringen sætter ord og handling
på sundhedsarbejdet og ruster virksomhederne til en kvalificeret
sundhedsindsats.
Læs mere om Nordea Liv & Pension på: www.nordealivogpension.dk