Der er i dag flere danskere, der har et medlemskort til et
fitnesscenter end der er fodboldspillere med et medlemskort til en
fodboldklub. Over en halv million danskere bruger jævnligt de
kommercielle fitnesscentres tilbud, og samtidig har der aldrig
været flere motionsløbere, der er klar til at prøve kræfter med de
talrige store og små motionsløb, der hver weekend året rundt bliver
skudt i gang i hele Danmark.
Udviklingen er ikke gået ubemærket hen i Danmarks Idræts-Forbund
(DIF), hvor de nye tider har fået DIF i offensiven for at få de
voksne motionister til at droppe den private løbetur og de
kommercielle fitnesscentre til fordel for et medlemskab af en
forening.
I samarbejde med en række specialforbund, bl.a. Dansk
Boldspils-Union, Dansk Håndbold Forbund og Danmarks Badminton
Forbund, satser DIF frem til 2014 flere millioner kr. på at bremse
medlemstilbagegangen i specialforbundene, og lokke de mange voksne
motionister til at dyrke motion i en DIF-forening.
Det skal gøres med udvikling af nye fleksible tilbud, bl.a.
streetfodbold, fodboldfitness, håndboldfitness og et pay'n'
play-koncept til badmintonspillerne. Senest har Dansk Atletik
Forbund meldt sig på banen med oprettelsen af MotionDANMARK, der er
et udspil målrettet de mange uorganiserede motionsløbere i
Danmark.
Banen til kampen om de voksne motionister er således kridtet op
i de kommende år. I Dansk Firmaidrætsforbund er vi godt rustet til
at tage konkurrencen op, for til netop denne målgruppe - de voksne
motionister - har firmaidrætten gennem mange år udviklet en lang
række gode og attraktive tilbud, både når vi taler om de
traditionelle idrætsaktiviteter og de mere motionsprægede
aktiviteter.
I Dansk Firmaidrætsforbund har de traditionelle DM-idrætter
været sat på dagsordenen på en række idrætsmøder i efteråret 2010,
hvor over 100 idrætsledere fra forbundets lokale foreninger har
udvekslet idéer og inspiration til at bringe idrætten i Dansk
Firmaidrætsforbund et skridt videre både lokalt og nationalt. På
kort sigt skal der skabes bedre synlighed omkring idrætsstævnerne,
og på længere sigt er der planer om mere fleksible éndagsstævner og
stævner for udvalgte brancher.
Samtidig tror vi på, at der ligger et potentiale i at kombinere
de voksne motionisters tilgang til købeidræt og det sociale
fællesskab i en forening. Der er mange undersøgelser, der peger på,
at netop legen og den mere lystbetonede tilgang til idrætten i
foreningerne og fællesskabet i foreningerne, er et meget vigtigt
parameter, når man skal fastholde medlemmerne og få dem til at
fortsætte med at motionere.
Et eksempel på, at firmaidrættens foreninger er parate med et
konkurrencedygtigt tilbud til de voksne motionister, er den succes
som zumba har fået i firmaidrættens foreninger. Aldrig tidligere
har der været en ny aktivitet, der har slået igennem i
firmaidrætten med så stor en succes! Halvdelen af firmaidrættens
foreninger havde zumba på programmet i 2010, og endnu flere har den
populære dansemotion som tilbud til de voksne motionister i
2011.
I Dansk Firmaidrætsforbund har vi også en ambition om, at
firmaidrættens motionskampagner skal vokse og breddes endnu længere
ud på arbejdspladserne til gavn for folkesundheden. Om kort tid
skydes den anden udgave af motionskampagnen "Tæl skridt" i gang i
ugerne 11, 12 og 13, og det er en motionskampagne, som er
skræddersyet til danskere, der på en nem og fleksibel måde vil
motiveres til at komme i gang med at motionere.
Også de store motionskampagner " Vi cykler til arbejde" der
afvikles i maj måned og "Arbejdspladsen motionerer" i efteråret, er
kampagner, der samler masser af deltagere, og er med til at styrke
firmaidrættens indsats for danskernes fokus på motion og
sundhed.
Det seneste skud på stammen af nye motionskoncepter er
firmaidrættens Bike & Run Stafet, der med succes blev lanceret
i 2010. Løbskonceptet, hvor fem personer deles om at løbe og cykle
en maraton-distance, blev godt modtaget, og i 2011 er der 14
løbsbyer, der prøver kræfter med det nye stafetløb, hvor det første
startskud lyder til maj i Hillerød.
På et mere og mere konkurrencepræget marked for motion til
voksne, må og skal firmaidrættens foreninger være omstillingsparate
for at være i stand til at tilfredsstille medlemmers behov og
ønsker for fleksible motions- og idrætstilbud.
Konkurrencen om de voksne motionisters gunst er skærpet, men det
er til gengæld også et marked der er i en rivende udvikling, og det
er en målgruppe med et stort potentiale. Firmaidrættens foreninger
har med al tydelighed bevist, at de er i stand til at levere
fleksible motions- og idrætstilbud af en høj standard til de voksne
motionister, men det må ikke være en sovepude, for konkurrencen om
de voksne motionisters gunst er skærpet betydeligt.
Jeg er dog sikker på, at firmaidrættens foreninger fremover vil
være i stand til at levere et produkt af høj kvalitet for voksne
motionister, således at firmaidrætten også i fremtiden vil være med
til at præge dagsordenen i danskernes idræts- og
motionsbillede.