• Idræt og motion
  • Arrangementer og stævner
  • Sundhed på arbejdspladsen
  • Foreningsnet

Kommunen vinder - foreningslivet taber

Abonnér Printvenlig Tip en ven

Højesteret har den 21. marts 2012 med en principiel dom afgjort, at kommunerne ikke er forpligtet til at opkridte fodboldbaner, når de stiller banerne tilrådighed for foreningslivet.

Du kan ikke finde mange fodboldspillere i Danmark, der er i tvivl, hvis man spørger dem, om de hvide kridtstreger hører med til en fodboldbane. Det har en Højesteretsdom den 21. marts 2012 i den såkaldte "Kridtstregsag" i striden mellem idrætsforeningen Jetsmark IF og Jammerbugt Kommune skabt usikkerhed om.

Dommen giver Jammerbugt Kommune medhold i, at kommunen ikke er forpligtet til at opkridte fodboldbaner, når de stiller banerne til rådighed for foreningerne. Dermed har Højesteret kridtet banen op til et nyt spil, nemlig om kommunernes fortolkning af Folkeoplysningsloven, og de lovmæssige forpligtigelser kommunerne har overfor det danske foreningsliv. For begge parter er der mange ressourcer på spil, og for foreningslivet kan dommen betyde alvorlige økonomiske tømmermænd.

Sagens kerne er en paragraf i Folkeoplysningsloven, hvori det er præciseret at kommuner skal stille udendørs anlæg til rådighed med "fornødent udstyr" - som det hedder. Men er opkridtning af banen "fornødent udstyr"? Det mente Jetsmark IF, men kommunen var ikke af samme opfattelse og fik medhold af Højesteret.

For kommunerne og foreningslivet handler det i sidste ende om en fortolkning af Folkeoplysningslovens § 22, stk. 3, der siger, at "Lokaler og udendørsanlæg stilles til rådighed med den indretning og det inventar, der er til rådighed, når lokalerne anvendes til deres primære formål".

Det kan være svært at forstå, at fodboldbaner uden streger eller at badmintonbaner uden net er egnede til deres primære forhold. Hvad bliver det næste, skal idrætsudøverne selv betale for varmt vand i hanerne? Skal de selv stille med net til målene? Skal de selv betale for rengøring af omklædningsrum?

Derfor bør der ikke kunne sås tvivl om Folkeoplysningslovens ånd og intention, nemlig at kommunerne skal leve op til Folkeoplysningslovens ord, og stille idrætsanlæg og faciliteter vederlagsfrit til rådighed for foreningerne.

Højesterets dom giver foreningslivet grund til ængstelse, for man kan frygte, at kommunerne landet over vil skubbe en lang række udgifter til vedligeholdelse og indretning af foreningernes idrætsfaciliteter over på foreningslivet. En byrde, som vil lægge et yderligere pres på et i forvejen økonomisk presset foreningsliv. Idrættens organisationer vil derfor opfordre alle kommunalpolitikere til at slå koldt vand i blodet og finde praktiske løsninger.