• Idræt og motion
  • Arrangementer og stævner
  • Sundhed på arbejdspladsen
  • Foreningsnet

Historisk satsning fra firmaidrætten

Abonnér Printvenlig Tip en ven

200 delegerede fra alle Dansk Firmaidrætsforbunds 85 lokale firmaidrætsforeninger skal i den kommende weekend sætte et vigtigt fingeraftryk på firmaidrættens arbejde de kommende år. På repræsentantskabsmødet i Sønderborg lørdag den 19. november skal de tage stilling til en historisk stor satsning fra Dansk Firmaidrætsforbund, der går i offensiven for at sikre et mere aktivt og sundt arbejdsliv.

Helt konkret vil Dansk Firmaidrætsforbund frem til 2014 afsætte 16 millioner kr. til en række nye fyrtårnskoncepter, og målet for satsningen er en medlemsvækst samt mere idræt, motion og sundhed på de danske arbejdspladser.

Satsningen er en logisk fortsættelse af de seneste års arbejde med en mere offensiv strategi, hvor forbundet og de 85 lokale firmaidrætsforeninger i langt højere grad skal være opsøgende i forhold til virksomhederne. Satsningen har været fremlagt og er blevet diskuteret på en række landsdelsmøder, og jeg vil her gerne kvittere for en meget positiv modtagelse og opbakning fra alle firmaidrætsforeningerne til de planer som forbundet har lagt frem.

Udover den brede palet af idræts- motions- og sundhedstilbud, som Dansk Firmaidrætsforbund og vore lokale firmaidrætsforeninger allerede tilbyder i dag, vil firmaidrættens arbejde frem til 2014 være styret af en række markante fyrtårnskoncepter, der skal være en væsentlig drivkraft til at indfri målsætningen om medlemsvækst.

Et af disse fyrtårnskoncepter er et nyt sundheds- og motionsprojekt på erhvervsskolerne. Erhvervsskoleprojektet ligger i naturlig forlængelse af forbundets indsats på arbejdspladserne, og på erhvervsskolerne har vi mulighed for at komme i dialog med de studerende, umiddelbart inden de kommer ud på arbejdspladserne. Projektet skal i den kommende treårige periode præge de unges idræts-, motions- og sundhedsvaner, resultere i markante forbedringer af elevernes sundhed og mindske frafaldet.

Et andet fyrtårnskoncept som vi forventer os meget af er kollegabold, der er en ny og anderledes fodboldturnering med udgangspunkt i Dansk Firmaidrætsforbunds lokale firmaidrætsforeninger, hvor omdrejningspunktet er en hjemmeside med domænet www.kollegabold.dk

Fodboldspillet er 5-a-side, som afvikles på mindre baner med bander og kunstgræs, der kan anvendes året rundt. Det giver et andet fodboldspil, hvor alle er involverede hele tiden, og målsætningen er, at kollegabold skal "genskabe" begrebet fodbold for voksne i aldersgruppen 20-40 år, der ofte er faldet fra i teenageårene. Det er målet, at kollegabold vil få et klart konkurrencemoment med turneringsafvikling i modsætning til andre idrætsorganisationer, der i højere grad fokuserer på træning.

De nye fodboldbaner forventes placeret i ca. 20 byer landet over. Her vil de lokale firmaidrætsforeninger stå for at afvikle ugentlige turneringsaftener på de små kunstgræsbaner.  Målet er, at kollegabold i 2014 er lanceret i de lokale firmaidrætsforeninger i 20 byer landet over som et toneangivende og bredt appellerende fodboldkoncept resulterende i en medlemstilvækst på minimum 10 % af de fodboldaktive i hver by.

I Dansk Firmaidrætsforbund har vi en ambition om i 2014 at aktivere næsten 600.000 danskere årligt, og vi vil - også i fremtiden - være Danmarks førende udbyder af idræts-, motions- og sundhedsydelser til de danske virksomheder.

Vi vil dermed udvise samfundsansvar ved at motivere og aktivere virksomhedernes medarbejdere til at leve et sundere liv, og dermed også yde et markant bidrag til den forebyggende sundhedsindsats i det danske samfund.