• Idræt og motion
  • Arrangementer og stævner
  • Sundhed på arbejdspladsen
  • Foreningsnet

Flere dyrker motion og idræt på jobbet

Foto: Ulrik Jantzen, Das Büro Abonnér Printvenlig Tip en ven

Medlemstallet Dansk Firmaidrætsforbund er steget med 4 % i 2011 og der er nu i alt 333.775 aktive medlemmer i firmaidrætten.

Vi er igen blevet flere, der dyrker firmaidræt i Dansk Firmaidrætsforbund. De med spænding ventede medlemstal for 2011 er nu indberettet fra alle firmaidrætsforeningerne, og vi kan konstatere, at vi holder stigningstakten med ca. 4 % om året. Der er nu i alt 333.775 aktive medlemmer i firmaidrætten, og dermed har firmaidrætten godt fat på de danske arbejdspladser.

Dertil kan så lægges, at vi på området "Motion på arbejdspladsen" hvert år gennemfører motions- og sundhedsaktiviteter i fast frankrede forløb for over 250.000 ansatte på de danske arbejdspladser. Det er aktiviteter, der ikke er medlemsregistrerede, men som bl.a. omfatter landsdækkende motionskampagner som "Vi cykler til arbejde" i samarbejde med Cyklistforbundet, "Tæl skridt" og "Arbejdspladsen motionerer", og dertil kommer sundhedscertificeringer, sundhedstjek, aktivitetsdage m.m., der gennemføres i tæt samarbejde med en lang række virksomheder.

Fra 2010 til 2011 er vi blevet 13.000 flere firmaidrætsudøvere, og vi har dermed næsten indfriet målsætningen om en årlig stigning på 5 %, som var et af de strategiske mål i "Firmaidrætten i bevægelse", der blev vedtaget med det nye strategiske fundament ved årsskiftet i 2009.

Fremgangen viser, at der bliver lavet et stort stykke frivilligt arbejde ude i de lokale foreninger for at få danskerne til at dyrke mere idræt i og udenfor arbejdstiden. Og det er også et bevis på, at der er en stigende efterspørgsel på idræt og motion i regi af arbejdspladsen.

Et kig på tallene afslører, at den helt store stigning ligger hos fitness-aktiviteterne, der er steget med godt 6.500 medlemmer til i alt 66.193 medlemmer, der dyrker aerobic, spinning, styrke- og kredsløbstræning og zumba i foreningerne.

En markant stigning ses også ved de mange nye medlemmer, som forbundets nye satsning omkring erhvervsskolerne allerede har kastet af sig. 4.354 erhvervsskoleelever blev meldt ind i 2011, og det tal er allerede vokset til over 6.500 elever i skrivende stund. Tal, der viser, at forbundets satsning med at komme ud på erhvervsskolerne og tilbyde de unge motion og idræt er en succes.

Også motionscykling er populær med en stigning på 3.000 medlemmer til i alt 10.581, og gangaktiviteter, der dækker over powerwalk, stavgang og traveture, kan notere et plus på 2.916 medlemmer.

Samtidig må vi også glæde os over, at der er stadig flere kvinder, der vil dyrke firmaidræt. I 2011 er antallet af kvinder, der dyrker firmaidræt vokset til 141.739, og vi har fastholdt, at kvinderne udgør 42,4 % af medlemsskaren i firmaidrætten. Det skyldes især, at vi til stadighed formår at fange de nyeste trends indenfor motions- og fitnessaktiviteter.

De traditionelle idrætsgrene holder aktivitetstallene sådan nogenlunde, og meget tyder på, at flere års tilbagegang hos nogle af de traditionelle firmaidrætsaktiviteter er stoppet. Fodbold er stadig den største aktivitet i firmaidrætten, og i 2011 kan vi faktisk notere os en lille fremgang til i alt 31.930 firmafodboldspillere.

Folk vil således gerne motionere sammen med kollegerne, men det er også blevet vanskeligere at samle folk omkring de traditionelle idrætter, der bliver udfordret på, at vi ikke har fri på samme tid i dagens Danmark.

Derfor må vi fremover i firmaidrætten ikke slippe grebet om vores kerneaktiviteter med turneringer og stævneaktiviteter. Disse tilbud vil vi hele tiden udvikle, så det bliver endnu mere fleksibelt og endnu sjovere at deltage i vores turneringer. Samtidig skal vi bygge videre på, at firmaidrættens foreninger har været gode til at fange de nye trends, og supplere holdidrætterne med individuel motionsidræt, således at vi stadig har attraktive tilbud med appel til mange danskere.