• Idræt og motion
  • Arrangementer og stævner
  • Sundhed på arbejdspladsen
  • Foreningsnet

Synscenter Refsnæs sundhedscertificeret

Printvenlig Tip en ven

Fredag den 26. juni blev i dobbelt forstand en festdag for medarbejderne på Synscenter Refsnæs i Kalundborg.

En stor del af personalet var traditionen tro samlet til afslutning på skoleåret og et farvel og på gensyn efter sommerferien, men i år sprang champagnepropperne også i anledning af, at Synscenter Refsnæs blev den første virksomhed i Region Sjælland, der kan bryste sig af at være sundhedscertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund.


Synscenterets SundhedsCertificering® er den foreløbige kulmination på mere end ti måneders koncentreret arbejde med KRAMS-certificeringsområderne - KOST, RYGNING, ALKOHOL, MOTION og STRESS.

Synscenter Refnæs har gennemgået en kæmpe sundhedsmæssig udvikling på blot ti måneder. Det skyldes ikke mindst en ihærdig indsats af sundhedskoordinator Merete Mørk, der i samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund, virksomhedens eget sundhedsudvalg og 13 sundhedsambassadører fra de forskellige afdelinger, har arbejdet målrettet med de fem KRAMS-områder.

Den øverste chef for Synscenter Refsnæs, centerleder Kenn Steen Andersen, glædede sig over det flotte resultat som medarbejderne har nået på den korte tid, da han, af konsulent Rikke Døssing fra Dansk Firmaidrætsforbund, fik overrakt diplomet med det synlige bevis på virksomhedens SundhedsCertificering®.

- Vi lægger vægt på, at Synscenter Refsnæs skal være en sund og attraktiv arbejdsplads, hvor alle medarbejdere trives og er motiverede for deres arbejde, sagde Kenn Steen Andersen, og uddybede hvorfor man på Synscenter Refsnæs har fokus på sundhed.

- Vi tror på, at sundhed fører til øget velvære, der medfører, at medarbejderen har større overskud til sig selv og andre i både arbejdsmæssige og personlige sammenhænge.

Der var også roser til medarbejdernes arbejde med Sundhedscertificering® fra Rikke Døssing, der har fulgt arbejdet med certificeringen på nærmeste hold.

- Det har været rigtig spændende at følge med i jeres arbejde med SundhedsCertificering®. I har ydet en flot og helhjertet indsats på alle KRAMS-områder, og I er nået utroligt langt på meget kort tid, sagde Rikke Døssing, idet hun fremhævede sundhedsudvalget og sundhedsambassadørernes løbende indsats i dagligdagen.

- I har formået at få indlejret de nye sunde vaner rigtig godt i organisationens kultur. Det skyldes blandt andet de ihærdige ambassadører blandt medarbejderne, som løbende har sat fokus på sundhed i dagligdagen.

Forløbet startede i september 2008, hvor 142 af de 190 medarbejdere sagde ja tak til at få lavet en Sundhedsprofil af Dansk Firmaidrætsforbund. Sundhedsprofilen gav medarbejderne "tal på sundheden" med målinger af kondital, fedtprocent, kolesteroltal m.m. samt en "motiverende samtale" omkring kost, motion og livsstil.

Sundhedsprofilerne munder, efter eget ønske, ud i en personlig handleplan for medarbejderen, udarbejdet i samarbejde med konsulenten. Alle medarbejdere er desuden blevet tilbudt et opfølgende sundhedstjek i foråret 2009. Samtidig har alle medarbejdere modtaget et omfattende tilbud om motion på arbejdspladsen, oplyser Merete Mørch, der er uddannet fysioterapeut.

- Alle medarbejderne har modtaget flere tilbud om motionsaktiviteter, lige fra træning i synscentrets motionsrum, svømning i svømmehallen og tilbud om gang, stavgang og løb, ligesom der hver uge har været tilbud om motionshold med pulstræning og særlige ryghold, siger Merete Mørch.

- Der har været rigtig god opbakning til mange af motions-aktiviteterne. Vi har oplevet at der er mange som er kommet i gang med at motionerer, og vi havde 31 der deltog i Vi cykler til Arbejde, og vi havde stor succes med 40 deltagere i DHL-Stafetten, siger Merete Mørch.

Ud over de mange nye tiltag på motionsfronten, har medarbejderne også kunnet deltage i en lang række andre sundhedstiltag som f.eks. kostvejledning, rygestopkursus, healing og Qi Gong.

Sundhedsprojektet på Synscenter Refsnæs er blevet støttet af Region Sjælland, i form af en særlig pulje til forbedring af arbejdsmiljøet. Synscenteret har dog, også i fremtiden, ønsket at sætte vedvarende fokus på sundheden i form af deres eget fastlagte sundhedsbudget.

Fotos

Antal: 13

SundhedsCertificering

16. juli 2009

SundhedsCertificering - et sundt stempel på virksomheden.

testdinvirksomhed.gif